|










| |
|
UDTALELSER |
Christina Hamre |
| |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Få gratis nyhedsbrev hver
uge
Tilmeld dig her !
|
|
|
|
|
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview:
Christina Hamre og Marianne Lipschitz Jørgensen |
|
 |
 |
[19. april 2006]
Interview
Christina Hamre og Marianne Lipschitz
Jørgensen: Interaktion - New Drawings på
Galleri Christoffer Egelund
Interview: Christina Hamre og Marianne
Lipschitz Jørgensen
Hvad er der sket på Galleri Christoffer Egelund i disse
dage? De smukke højloftede lokaler i Bredgade ser ud til
at være ryddet for progressive malerier og skulpturer!
Den aktuelle udstilling er nemlig yderst afdæmpet ved
første øjekast. Alle værkerne er sat i identiske sorte
rammer og perfekt orden, og farverne er holdt i få
nuancer. Hele gulvet er holdt frit, og der er ikke en
eneste lille ting, der bryder dette stramme og rene
system i udstillingsrummet. Men hvis man kommer over
dette første lidt kliniske og afdæmpede indtryk, og
lader blikket vandre ind i hvert enkelt værk, udfolder
der sig en fantastisk verden, hvor vandrende
sigøjnerkolonier, døde uhyrer og geometriske fænomener
nødvendiggør hinandens eksistens. Det er mellem de
stramme sorte rammer, historierne udspiller sig og
nærmest giver et blik ind til et parallelt univers, hvor
intet er umuligt, og hvor man alligevel kan regne alt
ud.
Marianne Lipschitz Jørgensen og Christina
Hamre gav ”Skærtorsdags – brunch” hjemme hos
Marianne på Nørrebro, og det gav hyggelige ”rammer”
omkring vores samtale.
Interview:Orsolya Bagala Larsen
Foto:Orsolya Bagala Larsen, Torben Zenth &
Galleri Christoffer Egelund
Christina Hamre, Marianne Lipschitz Jørgensen
Interaktion - New Drawings
08. april - 08. maj 2006
Galleri Christoffer Egelund
Bredgade 75, 1260 København K
Mandag - fredag 11-18, lørdag 11-15
 |

Christina Hamre og Marianne Lipschitz
Jørgensen |
Jeres værker fungerer rigtig godt sammen.
Indholdsmæssigt er de jo modsætninger til hinanden, men når
man ser dem side om side, virker det som om, det altid har
været meningen, at det skulle være jer to. Har I arbejdet
sammen før, eller hvordan opstod ideen om, at netop I to
skulle lave en fælles udstilling?
Marianne: Vi har snakket meget om
det. Egentlig startede det med, at vi skulle lave en
tegning-udstilling sammen sidste år. Der fandt vi ud af, at
vi supplerede hinanden på en speciel måde.
Det, som gør, at det fungerer, er, at
man har fornemmelsen af, at der er nogle koder, som er
mulige at aflæse og forstå - man ved bare ikke hvordan. Og
det fungerer ved vores begges værker. De repræsenterer hver
et univers, som er muligt at aflæse på hver deres måde.
Selvom vores sprog umiddelbart virker forskellig, så er det
denne fornemmelse, der giver dem et sammenspil.
Christina: Ja, for vi har altså
ikke kigget hinanden over skuldrene, og sagt, nu laver du
det værk, og så laver jeg det andet. Vi har ikke gået på
kompromis med vores udtryk, nogle af os, vi har sidestillet
dem i deres modsætning.
Marianne: Vi arbejder med nogle
af de samme problemstillinger og emner, vi gør det bare
meget forskelligt. Hvis man skræller hele billedsproget af,
så opererer vores værker grundlæggende i det samme felt. Og
så kommer der også noget, der svinger i mellem dem.
Christina: På den første
udstilling vi lavede sammen, sorterede vi mere i værkerne, i
forhold til hvad vi ville sige.
Marianne: Der var nogle formelle
greb, som gjorde, at værkerne var lidt mere i dialog med
hinanden - på grund af stregerne og mønstrene. Men nu, denne
gang, kan det faktisk være, at det er endnu mere spændende,
fordi vi er gået endnu mere i hver sin retning.
Nu er der så opstået andre sammenhænge.
Der er for eksempel en af Christinas tegninger, hvor der er
en man,d der står op af en mur, hvor værket er fortællende,
men ved siden af er der så min tegning, som nærmest fungerer
som et overblik eller et kort over det system, han er midt
i. Det vil sige, her opstår der en dialog mellem værkerne,
som ikke var tiltænkt fra start. Andre steder er det mere
det abstrakte, som er understøttet, og som er i fokus.
 |

Christina Hamre og Marianne Lipschitz
Jørgensen: Interaktion - New Drawings
på Galleri Christoffer Egelund |
Christina og Marianne, hvorfor har I valgt at lave
en udstilling med udelukkende tegninger i rammer? Hvorfor
ikke flere medier - f.eks. malerier, eller et hjørne med
”lapper”? Hvad betyder rammerne i forhold til værkernes
indhold, og hvad betyder de i forhold til udstillingsrummet?
Christina: Rammerne og
ophængningen får blandt andet vores ting til at hænge sammen
formelt. Samtidig vil vi godt have, at der kommer noget
koncentration ind. Vi vil gerne have, at ”man går ind ” i de
her tegninger, og der skal ikke være forstyrrende elementer.
Der er rigtige mange tegninger, og det er overvældende, men
på denne måde har man mulighed for at gå ind i det enkelte
værk og fokusere på det, samt det samspil der er mellem de
forskellige værker.
Marianne: Lige præcis. Så de
formår at stå enkeltvis og samtidig samlet.
Christina: De bliver værker i sig
selv i stedet for en totalinstallation. Det ville det let
kunne blive, hvis vi havde hængt dem lag på lag. Det er også
interessant at skabe noget i forhold til de her flotte rum,
som har så højt til loftet. At lade rummet stå mere frit og
skabe noget her, som også er rent.
Marianne: Det er bare ikke
interessant at lave noget trashet med de her tegninger. Det
vil faktisk være fuldstændig uinteressant i denne
sammenhæng.
Christina: Det er ikke fordi, vi
har noget imod det! Men fordi vi er så forskellige, så er
det vigtigt, at folk ret hurtigt fanger, hvad det er, vi
gerne vil. At der kommer en renhed. At der bliver en ro til
fordybelse. I stedet for at folk bliver forvirrede. Så har
beskueren en chance. Det handler ikke om, at det bare skal
se lækker ud. Det har aldrig været vores intention!
Marianne: Nej. Det er faktisk et
redskab. Det hjælper os med at gøre det mere klart, hvad det
er. Præcis som du siger, det vil være forvirrende, hvis vi
lavede lidt der og lidt her...
Marianne: Noget af det denne
udstilling også kan, er det, som er fedt ved
soloudstillinger. Nemlig at der er plads til at værkerne, og
det rum de skaber, får lov til at folde sig ud. Det er der
ofte ikke mulighed for, når det er en gruppeudstilling, hvor
der er rigtig mange hurtige indtryk, men hvor man ikke
rigtig kan træde ind i nogle af de rum, som den enkelte
kunstner arbejder med. Jeg synes, det lykkedes rigtig godt
med vores ting, at det er Christinas og mit rum, man træder
ind i, i vores tegninger.
Marianne, nogle af dine geometriske tegninger er
syet. Hvis man tænker lidt dogmatisk om medier, kunne man
opfatte det som et ”feminint” medie, man du overrasker os
faktisk og gør noget, som er meget rationelt og matematisk,
en kontrast i sig selv..
Marianne: Jeg ved, at det ligger
i dem, og det er spændende at udfordre. Men grundlæggende er
det tegningen, jeg undersøger med dem. Og hvad den kan. Det
er nogle transparente tråde på de sorte flader. Når trådene
reflekter lyset, træder linjerne endnu mere frem.
Det er utrolig præcist lavet!!
Hvordan kan man lave det...
Christina: Vi andre ville blive
sindssyge....
Marianne: Det er faktisk det
eneste område, hvor jeg har den tålmodighed. Hvis jeg skulle
sy noget andet ville jeg hurtigt miste tålmodigheden og få
lyst til at smide det ud af vinduet....
-
Christina, dine tegninger er
fortællende, og titlerne tyder også på, at der nogle for os
delvist ukendte episoder, der vækker dine figurer til live.
Hvordan finder du på dem? De er uhyggelige og elskværdige
samtidig..,
Christina: Det skal de også helst
være. Det er modsætningerne, som er spændende. Det enkelte
sat sammen med det komplekse. Det, at alting ikke lige er,
som man regner med. Forud for tegningerne har jeg mange
betragtninger og refleksioner, som så udmunder i tegnede,
fortællende universer, der har mange lag. Tegningerne kommer
nærmest flydende og ligetil - som ud af den blå luft. Så det
er meget enkelt. Det handler om væsner og væseners liv i
alle facetter.
Det er noget, jeg har lyst til.
Lyst...det er selvfølgelig svært, sådan noget med ”lyst”, og
at være ærlig om hvad man har lyst til... Men jeg har fundet
en form, som, jeg synes, er givende, og den arbejder jeg med
og vil gerne være så åben over for som mulig.
Der er flere tegninger med døde uhyre
og monstre med skarpe tænder, og man kunne risikere at dø,
hvis man skulle møde dem. Det med døden og det truende er
det i virkeligheden noget grundlæggende i dine tegninger?
Christina: Livets og dødens
pudsigheder har altid optaget mig. Det truende og døden som
emne indgår i nogle af værkerne.
Marianne: Jeg har lagt mærke til,
at dine figurer er vildt udtryksfulde. Selvom det bare er et
glimt i et øje på en af dine figurer... Selvom det er
eventyrunivers, så er de så nærværende, på grund af deres
udtryk.
Ja, og de har helt deres eget udtryk. Jeg kan
rigtig godt lide Mastodonten!
Christina: (griner) Ja, det er
sådan en ”dame”, der føler sig for meget, en der fylder lidt
for meget! Det er den følelse, jeg gerne vil vække. Når jeg
prøver at lave en, der ikke er god til at udtrykke sig for
eksempel, eller en der ikke får sagt tingene, så lader jeg
være med at lave en mund.
Marianne, hvilken af Christinas
figurer kan du bedst lide?
Marianne: Talentet! Den er så
kung-fu-agtig. Den er fantastisk!
Det synes jeg også. Det er utroligt
at kunne personificere noget så mærkeligt som ”talent”.
Marianne, jeg er personligt ret fascineret af dine
matematiske metoder og minimalistiske værker. Hvorfor er du
så optaget af geometriske former og systemer?
Marianne: Jeg er optaget af
matematik. Ikke konkret, jeg sidder ikke og fylder
formularer ud, men som æstetisk princip. Det bunder i, at
jeg er meget optaget af abstraktion og matematik er et af de
steder, hvor det udfolder sig på en interessant måde. Jeg
ser abstraktion som et nulpunkt eller nærmere som en
mulighed. Lige som når man har et sprogligt begreb, som man
ikke har lagt ned i en kontekst, men der er mulighed for at
udfolde dette begreb i forskellige sammenhænge. For eksempel
et begreb som interaktion. Hvis du putter det ned i en
politisk kontekst, hvordan bliver det så brugt? Hvis du
sætter det i en filosofisk sammenhæng, hvordan vil det så
blive brugt? Selvfølgelig vil der være grundessensen i det
begreb, som gør sig gældende. Det er det, jeg er så optaget
af i det abstrakte univers. Tanken om muligheden, før man
konkretiserer det i en sammenhæng. Og den kompleksitet der
kan ligge i det. Det er derfor, jeg er så optaget af det
abstrakte univers og vælger at bruge det. Det er der, at jeg
kan tale bedst.
Kunne man sige, at geometriske former bliver ikke
så ”abstrakte”, hvis vi tænker på de grundformer, som vi
finder i naturen? At de geometriske former bidrager med et
universalt budskab i dine værker..?
Marianne: Ja det er den æstetik,
der er. Den udfolder sig også forskellige steder. Jeg har
talt med en matematiker om det. Han beskrev, hvordan man har
fundet en metode, hvorpå man kan beregne, hvordan løvfaldet
lægger sig på en sø, på vandets overflade. Ud fra de
informationer har man lavet en beregning, som man faktisk
kan bruge til at regne ud, om kurserne vil stige eller falde
på børsen. Du tager formen, som er ukonkret og abstrakt, men
i en sammenhæng kan den blive meget smuk og poetisk, f.eks.
når du tænker på løvfaldet. Det er jeg meget optaget af. Det
vil sige, man kan bruge matematiske informationer fra
naturen helt universalt. Det er igen begreb, man kan kaste
ind i en samtale om eksistentielle emner.
Her kan man sige, jeres værker også møder hinanden,
at der er dette eksistentielle felt. Jeg synes, det virker
som om, disse naturlove, som styrer videnskaben, går hen og
bliver ligeså usandsynlige som Christinas historie – i hvert
fald for os, som ikke ved så meget om naturlove. Jeg mener,
vi går ikke rundt og tænker på, at løvfaldets regelmæssighed
styrer verden...
Marianne: Det er rigtigt. Faktisk
er det abstrakte rum meget tæt på det imaginære rum.
Hvad er jeres fremtidsplaner og
ambitioner? Det er ikke så længe siden, I blev færdig på
akademiet, og nu udstiller I på galleri Egelund? Hvad kunne
I tænke jer at ”opnå”?
Christina: Jeg ønsker at blive
ved med at udforske og udfordre mig selv og verdenen.
Marianne: Jeg har egentlig altid
tænkt over, at på kunstscenen handler det meget om at få
succes, og at man lynhurtigt skal være på toppen. Men jeg
tror ikke, at det er det vigtigste. Ikke fordi det ikke
rammer en: ”Fuck, hvad skal det ske?” Men egentlig er det
meget befriende at tænke på det som et livs projekt. Fordi
ens værker viser, hvordan man er til i- og oplever verden,
hvilket forhåbentlig bare udvides hele livet igennem. Jeg
henter rigtig meget ved at rejse f.eks. og ved at være i
andre miljøer end kunstmiljøet. Hver gang jeg gør det,
bliver min horisont udvidet.
Christina: Jo, men vi har begge
to også talt meget om, at det også er så interessant i
kunstverdenen, da den rummer så meget forskelligt. Og vi
synes, det er så spændende at se, hvad alle andre går og
finder på og tænker på. I stedet for at man slår ned på
noget, og så sidder man fast i det, og så har man ret, og
alle andre er helt forkert på det. Det er slet ikke den
interesse, vi har, med det at være kunstnere, ikke nogen af
os..
Marianne: Vi udfordrer hinanden.
Det kan man også se på den måde, I
har valgt at udstille sammen. Hvor man først tænker, wow det
er virkelig modsætninger, men det viser sig, at det er det
ikke.
Christina. Ja og det er sådan, vi
vil fortsætte med vores arbejde. Og ikke kun i gallerirummet
men også andre steder. •
|
 |
fra kopenhagen.dk:
[31. oktober 2007]
[23. oktober 2007]
[10. oktober 2007]
[07. august 2006]
[06. august 2006]
[07. juni 2005]
[05. maj 2005]

|
| |
 |
Send side |
 |
|
|
| |
|
Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer! |
fredag d. 07. marts
2008. 15:50 |
|
|
|
|
Få gratis
nyhedsbrev hver uge
Tilmeld dig her !
|
|
|
|
|
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview:
Nanna Starck, Annesofie Sandal, Christina Hamre og
Charlotte B. Johansen |
|
 |
 |
[23. oktober 2007]
Interview
Island Life på Kunstmuseet i Tønder
Interview: Nanna Starck, Annesofie Sandal,
Christina Hamre og Charlotte B. Johansen
Island Life – totalinstallation på Kunstmuseet i
Tønder. Nanna Starck, Annesofie Sandal,
Christina Hamre og Charlotte B. Johansen
har fået frie hænder til at omskabe hal 1 på
Kunstmuseet i Tønder. Det er blevet til
udstillingen Island Life – en verden af gøgl,
fantasi, uhygge og absurditeter. De fire
kunstnere bidrager med individuelle værker, men
har arbejdet med installationen som var det ét
værk.
Interview:Kasper Langaa
Foto:Anne Mie Dreves
Annesofie Sandal, Nanna Starck, Christina Hamre,
Charlotte Bergmann Johansen
Island Life
16. september - 18. november 2007
Museum Sønderjylland – Kunstmuseet i Tønder
Kongevej 51, 6270 Tønder
Tirsdag - søndag 10-17
 |

Charlotte Bergmann Johansen:
Ølfontæne og Paradevogn,
2007. |
Hvorfra stammer titlen Island Life?
Charlotte B. Johansen: Titlen er
inspireret af en Grace Jones-plade fra midten af
firserne – den hvor hun på pladecoveret står helt
unaturligt med benene. Vi var fascineret af hende
som entertainer – hendes råhed og androgyne
fremtoning.
Annesofie Sandal: Ja, hun har en
stærk energi over sig, som næsten ikke er
menneskelig.
Charlotte B. Johansen: Hun
ligner noget fra et freakshow: Man åbner teltet, og
så står hun der. Hun er meget iscenesat, og det
kunne vi bruge som udgangspunkt – derfor valgte vi
Island Life som arbejdstitel. Men i titlen
ligger også ideen om et isoleret system – en lukket
verden.
Nanna Starck: Ja, helt
bogstavligt kan titlen jo oversættes til ’øliv’ –
altså et lukket samfund.
Christina Hamre: Og så refererer
titlen også til underholdningskulturen.
Jeres udstilling giver
associationer til en markedsplads eller et tivoli
med en blanding af gøgl og gys – i flere af værkerne
er der både noget lattervækkende og noget
uhyggeligt. Kan I kommentere på det?
Nanna Starck: Island Life
handler om både gys og begejstring. Man både griner
og brækker sig.
Udstillingens univers minder om
den verden Hieronymus Bosch fremstiller i sit maleri
Garden of Earthly Delights. Det indeholder
både himmel og helvede og fremstiller en række
groteske figurer i absurde situationer. Island Life
skulle være en verden, som rummede modsætningerne.
Annesofie Sandal: Vi ønskede, at
udstillingen skulle ligne en markedsplads eller et
tivoli. Og vi ønskede at kombinere disse greb fra
underholdningskulturen med vores egne budskaber. Så
vi låner fra underholdningskulturen, men kommenterer
også på den.
Charlotte B. Johansen:
Underholdningen rummer netop både latteren og det
tragiske. Man bliver forført og kan miste sig selv –
det kan være ubehageligt at forsvinde ind i sådan
noget.
Nanna Starck: Men massekulturens
greb kan netop gøre kunsten tilgængelig for flere.
Det er et trick – kan man sige – der skal lokke
flere ind og opleve kunsten.
Christina Hamre: Ja, vi kunne
godt tænke os, at udstillingen også tiltrækker dem,
som måske ikke er så vant til at se på kunst.
Hvad er det så folk bliver lokket ind i?
Charlotte B. Johansen: Jeg har
arbejdet med udgangspunkt i et stik, som viser en
øl-fontæne. Den blev givet som folkegave i anledning
af en royal barnedåb i 1634 og sprang med øl og vin.
Den har jeg bygget i pap og mdf-plader. Men jeg har
skrællet al ornamentikken af – for ligesom at
afsløre den. Fontænen springer heller ikke med øl,
men med vand. På hver side af fontænen står fire
figurer, som også handler om underholdning og
overflod. Det er ren opium for folket.
Annesofie Sandal: Karrusellen er
et meget godt billede på det, jeg har arbejdet med:
vi vil gerne underholdes og have det hele – vi vil
ikke gå glip af noget. Vi vil mættes og
tilfredsstilles hele tiden. Men så er det, man får,
måske bare en karruseltur.
Værket Choir består af en gruppe
figurer, som set fra den ene side ligner raketter
med strømlinet form og glatte overflader; men set
fra den anden side er det en gruppe ansigter eller
masker, som skriger. De prøver at råbe, men der
kommer ikke så meget ud af det – andet end mønster.
Raketterne handler derimod om drømme og om at komme
ud at flyve.
Nanna Starck: Mit arbejde
handler om tomheden i massekulturen, hvor det
æstetisk smukke også rummer en stor tomhed eller
mangel.
Men i udstillingen er de enkelte
værker vævet ind i hinanden – vores værker står ikke
i hvert sit hjørne. Vi ønskede, at oplevelsen skulle
være en helhed. Udstillingen er en fælles
installation af individuelle værker. Det vil sige,
at arbejdsprocessen har været individuel, mens
installationen og opsætningen er et fælles projekt.
Christina Hamre: Men det er ikke
sådan, at værkerne smelter helt sammen. De spiller
snarere sammen ved at være installeret på den måde.
Nanna Starck: Ja, de værker, som
er stillet sammen, danner nogle fælles historier.
Der opstår helt automatisk en historie, der hvor
værkerne blander sig med hinanden.
Annesofie Sandal: Vi er
interesserede i, at man danner sig sine egne
historier.
F.eks. blev der lavet et
radiointerview på museet, hvor jounalisten bad en
kvinde fortælle om sin oplevelse, mens hun gik rundt
i udstillingen. Hun fik skabt sin helt egen historie
ved at gå rundt.
Charlotte B. Johansen: Ja, hun
var vidt omkring. Hun forestillede sig at
udstillingen var en scene fra Bali, hvor der havde
været vild fest på stranden med trommedans og bål.
Og nu lå folk og slappede af. Nogle af dem var endda
døde.
Christina Hamre: Ja, det er
nogle vilde associationer, folk får.
Annesofie Sandal: Udstillingen
sætter i hvert fald nogle ting igang. Specielt børn
relaterer nemt til udstillingen; men fanger også
hurtigt, at der er et eller andet skævt eller
forkert ved det hele. De kan godt se, at der er et
eller andet mærkeligt ved det.
Charlotte B. Johansen: Jeg tror
at beskueren i første omgang vil genkende mange
ting, men også opleve en understrøm af noget
dæmonisk – der er en bagside. Jeg tror man bliver
forført, men samtidig finder noget til eftertanken.
Det håber jeg i hvert fald.
Annesofie Sandal: Ja, de
genkendelige elementer gør udstillingen umiddelbart
spiselig. Men så er der alligevel et eller andet,
som ikke stemmer – en underlig eftersmag.
Christina Hamre: Men det er
egentlig ikke med vilje. Hvis jeg prøver at lave en
tegning, som skal se fin ud, så bliver den altid
lidt ond også. Det er ikke noget, jeg kan gøre noget
ved.
Hvordan startede jeres samarbejde?
Nanna Starck: Egentlig startede
det som en irritation over, at det mandlige maleri
var så dominerende. Det var det, som sparkede os
igang. Vi ville lave en udstilling med skulptur og
installation – værkerne skulle være af kvinder, og
det skulle være stort!
Annesofie Sandal: Så vi startede
med en brainstorm over ’kvinder, som laver
skulptur’, men opdagede, at det ikke var sådan lige
til. På det tidspunkt blev der ikke vist så meget af
den slags. Og man orienterer sig jo meget efter,
hvad man lige har set på udstilling eller læst om.
Hvordan kom samarbejdet med
Kunstmuseet i Tønder i stand?
Nanna Starck: Vi ville gerne
udstille et sted som havde et stort format og et
godt rum – det fandt vi i Tønder, hvor vi kunne
udstille på 250 kvm med 10 meter til loftet. Og de
ville gerne have, at der skete noget anderledes.
Charlotte B. Johansen: I en
eller anden form rejser udstillingen videre til
Silkeborg Bad. Det er nogle helt andre rum, så det
bliver en lidt anden udstilling, men flere af
værkerne vil gå igen.
|
 |
fra kopenhagen.dk:
[31. oktober 2007]
[10. oktober 2007]
[19. marts 2007]
[07. august 2006]
[06. august 2006]
[18. juni 2006]
[19. april 2006]
[15. marts 2006]
[23. november 2005]
[07. juni 2005]
[15. maj 2005]
[05. maj 2005]
[27. april 2005]
[24. april 2005]

|
| |
 |
Send side |
 |
|
Gøgl og freakshow i totalinstallation
Tekst: Anne-Sofie Stampe
Foto: Anne Mie Dreves Kærligheden
til skulptur, installation og
performance er baggrund for
totalinstallationen Island Life på
Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder.
Sammen har de fire kvindelige kunstnere
Annesofie Sandal, Nanna Starck,
Charlotte B. Johansen og Christina Hamre
omdannet den 250 m2 store Hal 1 til et
lukket univers fuld af gøgl, cirkus,
tivoli og markedsstemning. Wonderland
har mødt de fire kunstnere til en snak
om, hvordan det hele startede, og
hvordan Grace Jones burde have stået i
midten af totalinstallationen.

Annesofie Sandal, Nanna Starck,
Christina Hamre og Charlotte Bergmann
Johansen
Hvordan begyndte jeres
samarbejde?
Charlotte: Vi er helt
tilbage på akademiet, hvor vi alle fire
har gået.
Christina: Annesofie,
Nanna og jeg ville lave en
skulpturudstilling med nogle kvindelige
kunstnere, og så fandt vi på Charlotte,
fordi vi gerne ville lave nogle store
værker, noget der fyldte noget rum.
Annesofie: Jeg tror
egentlig, at vi snakkede om, at der, på
det tidspunkt, var lidt mangel på
skulptur, og installation. Til at starte
med var det en meget løs idé, hvad det
skulle være for en slags udstilling. Det
eneste vi ligesom var 100% sikre på var,
at det skulle være med skulptur.
Hvordan begyndte I at arbejde med
udstillingen?
Christina: Vi startede
med at brainstorme over nogle temaer, og
hvad vi syntes, det skulle handle om.
Charlotte: Som jeg
husker det, så fandt vi ret hurtigt ud
af, at de skulle være underholdning, der
var det overordnede tema, fordi det
kunne rumme en masse forskellige
vinkler. Og vi arbejder meget
forskelligt, så der er brug for luft
sådan, at det ikke skulle være et meget
tæt samarbejde, men et samarbejde
omkring et tema.
Annesofie: Jeg gik ikke
i gang med at lave selve værkerne før
cirka 3 mdr. op til udstillingen, men
derfor er der alligevel gået en masse
måneder forud med forberedelser og
indsamle inspirationsmateriale og pejle
sig ind på, hvad man ville. På den måde
er det konkrete – den periode hvor vi
har arbejdet konkret – ikke særlig lang
i forhold til hvor længe, vi har
arbejdet med projektet. Så det er kun 3
mdr. ud af to år, jeg har lavet det
konkrete værk.
Nanna: Vi begyndte at
indsamle inspirationsmateriale og
begyndte at snakke om de ting vi godt
kunne tænke os og de ting, der var
fælles. Vi havde f.eks. snakket om, at
vi gerne ville lave et indgangsparti –
hvilket det også endte med. Vi begyndte
også at tegne på det, og det var en
meget god måde at starte lidt op på. –
Og fortælle hinanden hvad man definerede
indenfor det her og så på en eller anden
måde få noget visuelt på. Og jeg tror da
også, ligesom Annesofie sagde, at det
har været meget intenst de måneder op
til, men der har jo også været en masse
hjernearbejde, der har kørt lang tid op
til.

Indgangsparti
Hvilket fælles tema har I brugt som
ramme for udstillingen?
Christina: Vi har haft
den her titel Island Life, og det skulle
være sådan lidt markedsplads, cirkus,
tivoli, gøgl. Men hvor mange værker vi
skulle lave, eller hvad vi skulle lave
det i og farver osv., det har været helt
op til os selv.
Nanna: Vi brugte en hel
uge på at sætte op, og det var fra
morgen til sen aften. Og det var ikke
fordi, der var så meget
installeringsarbejde. Det har mest været
hvordan får vi placeret det her i
rummet, og hvordan får vi det til at
fungere og får de her værker til at tale
sammen. Det var rigtig sjovt.
Annesofie: Og grunden
til at vi har kunnet gøre det her, tror
jeg, er fordi, vi har gået på akademiet
sammen, vi kender hinandens værker og
arbejdsunivers så godt, at vi har stolet
fuldt og fast på, at selvfølgelig kommer
de andre med noget, som godt kan spille
op imod mit og omvendt, så det er ikke
noget, man ville kunne gøre med hvem som
helst, tror jeg.
Hvordan kom I frem til titlen og
temaet Island Life?
Nanna: Det ligger jo
også rigtig langt tilbage. Vi var til
fødselsdag ude hos Charlotte.
Annesofie: Ja, og så
hørte vi Grace Jones’ album Island Life,
og så blev vi meget optaget af det her
cover og prøvede at efterligne det, og
så greb vi bare fat i hende som
underholdning og freakshow og ikon.
Nanna: Ja, det der
intetkøns-agtige. Hun er ligeså
maskulin, som hun er feminin. Hun har
det hele i sig – og hun kunne sagtens
stå midt i vores udstilling. Det burde
hun have gjort.
Hvordan har I defineret hvad
titlen Island Life skulle indeholde?
Christina: Det var
fordi at ’Island’, det ser man jo også
som sådan en isoleret enhed, et isoleret
samfund, man går ind i. Det er et cirkus
også, eller et tivoli. Så vi syntes, der
var en connection der.
Annesofie: Ja, et
lukket univers hvor der er plads til,
netop det unormale og absurde og
anderledes.

“Dandy” Christina Hamre
Hvilke udfordringer er I stødt på
undervejs?
Annesofie: Jeg synes at
det har været en udfordring, selv om vi
kender hinanden så godt, at installere.
Skulle man lave et fælles værk hvor alle
bestemmer over det hele, eller skulle
man have vetoret over sine egne værker.
Christina: Normalt når
man laver sine værker, så har man super
kontrol over det hele, og man ved, at
til sidst kan man få det, som man vil
have det. Men her vidste man ikke, om
man skulle give slip på det hele, fordi
de andre ikke synes, det skulle være på
den måde. Det har selvfølgelig skabt en
masse spændinger, men det er også det,
der har været spændende.
Nanna: Egentlig tænker
jeg ikke, at der var nogle udfordringer,
men det er jo fordi, at det var så fedt,
og det var skide sjovt, og jeg synes,
det var rigtig rigtig fedt al den snak,
vi havde omkring det, men det var jo
selvfølgelig en udfordring.
Annesofie: Jeg synes
også, at det har været en udfordring at
lave selve værkerne uden helt at vide,
hvad de andre helt nøjagtigt kom med,
eller hvad deres udtryk nøjagtigt ville
være, men det var jo også spændende.
Nanna: Ja, det skulle
jo stå sin prøve, om det hele kunne
fungere sammen, og det anede vi jo ikke,
om det ville, og det var da udfordrende.
Annesofie: Ja vi vidste
jo ikke på forhånd, hvordan udstillingen
ville komme til at se ud.

Installationsview
Hvad skal publikum have ud af
udstillingen?
Nanna: Jeg tror vi alle
sammen havde det sådan, at det gerne
måtte indeholde det dæmoniske og det
lattervækkende. Og vi ville gerne have,
at det kunne have begge dele. Det mere
dystre og absurde og det mere glatte og
glade. Det skulle være det her univers,
man trådte ind i, som man godt kunne
mærke var en lukket verden med en lidt
skæv vinkel. Og så skulle man gerne gå
ind og gå rundt mellem de her aktører.
Christina har jo nogle karakterer, som
nok spiller en ret stor rolle for
oplevelsen.
Christina: De skaber
noget liv. De er de eneste figurer, der
er. Det skaber en eller anden åbning.
Der kan være en eller anden dialog mere
direkte. Man kan også godt sige, at vi
forsøger at få beskueren lidt mere med,
end man normalt er på en udstilling ved
faktisk at bruge det her
underholdningstema, der giver en åbning.
Det kan nok virke lidt lettere
tilgængeligt end en eller anden abstrakt
skulptur.
Annesofie: Man kan sige
at ligesom en hvilken som helst person
går i cirkus eller tivoli eller i
zoologisk have, så gør de det for at
blive underholdt i en eller anden grad
og af en eller anden årsag, eller for at
blive distraheret fra hverdagen. Og der
tror jeg, at det er meget med at få
beskueren med, så de også bidrager med
noget og finder sig selv nogle steder og
fanger sig selv i en eller anden måde at
tænke på.
Nanna: Vi har også
lavet lyssætning som betyder rigtig
meget. Det er meget iscenesat. Lyset er
dæmpet. Det er ikke som tusmørke men
lige før, og så er der spots på, så der
er en lidt teatralsk stemning. Så man er
ikke i tvivl om, at det er iscenesat. Og
der er rislende vand fra Charlottes
springvand, så der sker noget. – Det gir
en stemning at gå derinde. Man er meget
opmærksom på, at man bevæger sig igennem
rummet. Vi tvinger jo folk til at tage
stilling til, om man nu skal dreje til
højre eller venstre ved ikke at gøre det
bare lige til. Man bevæger sig igennem
udstillingslokalet, ligesom det var en
have – ned til springvandet og rundt
igen, og så ser du udstillingen fra den
anden side. Det er det, der er så fedt
ved skulptur, at det ikke kun kan ses
fra den ene side men kan ses fra alle
sider.
Totalinstallationen Island Life kan
ses i Sønderjyllands Kunstmuseums Hal 1
indtil januar 2008. I forbindelse med
udstillingen er der trykt en plakat og
et katalog om udstillingen, med tekster
af af Ph.D. Camilla Jalving og professor
Martin Zerlang, er lige på trapperne.

Installationsview
|
 |
|
| |
|
|
Christina Hamre
årets unge kunstner
En ung fremadstormende kvindelig kunstner har vundet titlen som årets
unge kunstner 2006. Vinderen er billedkunstneren Christina Hamre, der
onsdag
eftermiddag, den 6. september 2006, fik overrakt prisen af kulturminister Brian
Mikkelsen ved en ceremoni på Statens Museum for Kunst.
Det er Ledernes Hovedorganisation, der nu for første gang hædrer årets
mest talentfulde og nyskabende yngre billedkunstner.
Christina Hamre er født i 1974 og blev færdiguddannet
som billedkunstner på Kunstakademiet i sommeren 2004. Hendes billeder
har været udstillet så forskellige steder som Berlin, Chicago og
Christiania.
Priskomiteen bestod af fire faste medlemmer:
Allis Helleland, direktør, Statens Museum for Kunst
Torben Gammelgaard, chef for Copy-Dan Billedkunst
Mogens Munk Rasmussen, koncernchef, Nykredit
Svend Askær, formand, Ledernes Hovedorganisation
Det femte sæde vil for fremtiden gå til prisvinderen fra året før.
I år – prisens første år – maleren Kathrine Ærtebjerg.
Ud over prisen på 50.000 kroner køber Ledernes Hovedorganisation et værk
af årets unge kunstner. Værket overrækkes den 7. november til årets
leder på den store ledelseskonference Ledelsens Dag i Bella Center i
København. |
| |
|
 |
| |
|
 |
| |
|
 |
| |
|
 |
| |
|
|
 |
|
 |
| |
|
|
 |
|
 |
| |
|
|
 |
|
 |
| |
|
| |
|
 |
| |
|
|

|
|
|
 |
| |
|
|
 |
| |
|
|
 |
| |
|
|
 |
| |
|
|
 |
|
 |
|

[15. februar 2001]
Künstler Collaboration In Kreuzberg, Berlin
Dorte Buchwald og
Christina Hamre talte løst og fast til en diktafon
om deres samarbejdsprojekt i Berlin, som kan ses fra
kl.17.00 i morgen d. 16. februar på Kunstakademiets
Udstillingssted i Peder Skramsgade 8.
af Annesofie Sandal.
Dorte: Nu sidder vi her i Peder Skramsgade. Vi
skal fortælle om det, vi har lavet i Berlin. Og vi skal
prøve at gøre det så godt, som vi kan. Vi har snakket
rigtig mange timer om det, så vi kender det ret godt. Vi
vil prøve at forklare, hvordan det kom i stand, og
hvordan det endte sådan her.
Christina: Egentlig startede det med, at vi
gerne ville lave et projekt sammen. Vi ville gerne tage
et andet sted hen og prøve at være sammen en hel måned
og se, hvad vi fik ud af det... Vi ville gerne lave
video- et medie, som ingen af os har arbejdet særligt
meget med, og vi ville gerne arbejde med en eller anden
form for performance/event...
Dorte: Det blev måske mere performance, end vi
regnede med...
Christina: Vi fandt ud af at video ikke rigtig
fungerede, så vi tog et andet medie-foto.
 
Dorte: Vi pakkede alt vores grej og tog til
Berlin. Jeg havde en symaskine med. Vi havde talt om, at
vi ville lave en form for iscenesættelse af os selv i
den nye by. I det hele taget var ideen med at tage til
Berlin, at vi ville et fremmed sted hen, hvor vi ikke
var påvirkede af de ting, vi kendte og ikke lå under for
nogens normer eller nogens forventninger. Og hvor vi
ikke ville være bange for at møde nogen, når vi optrådte
i vores kostumer ude i byen osv. Det viste sig at være
en rigtig god idé at tage afsted. Vi arbejdede meget
koncentreret. Vi arbejdede nat og dag...
Christina: Og vi var fri for de sædvanlige
forpligtelser....
Dorte: At telefonen ringede hele tiden... Vi
fandt også ud af, at Berlin var en enormt god by at
arbejde i, fordi den er, som den er. En sammenblanding
af alle mulige slags mennesker. Hvor der ikke bliver
kigget skævt til én, hvis man kommer i noget underligt
tøj, eller hvis man gør det ene eller andet.
Christina: Især Kreutzberg er et område, med
mange forskellige mennesker. Der bor mange tyrkere i
Kreutzberg, og vi begyndte at lægge meget mærke til
deres æstetik. Vi fandt ud af, at vi ville starte
projektet med at gå ud og finde to tyrkiske kjoler.
Dorte: Det kom faktisk af, at vi kom forbi en
tyrkisk fotoforretning, hvor der hang nogen meget
rædselsfulde fotos af nogle tyrkiske mennesker, der var
fotograferet i nogle forfærdelige farvede kjoler.
Christina: Nogen der var blevet gift...
Dorte: Det var ikke noget ønske om at tale om
tyrkerne eller noget i forhold til rascisme og i forhold
til race. Vi havde bare lyst til, at tage udgangspunkt i
det der var, det sted vi var.
Christina: Ja, og i os selv. I vores verden og
vores samarbejde. Da vi havde været igennem mange
diskussioner, fandt vi ud af, at det der egentlig var
mest interessant, var selve samarbejdet.
Dorte: Nok fordi det voldte mange flere
problemer, end vi umiddelbart havde forestillet os, at
det ville gøre.

Christina: Vi bestemte os for, at vi hver især
selv måtte lave vores kostume, men vi havde det samme
udgangspunkt-De her kjoler og vi ville gerne have en el
anden form for hjelm på. -For ligesom at vise, at vi
beskyttede os mod omverdenen, og at vi måske var lidt
skrøbelige på en el anden måde.
Dorte: Og for også at have en ramme om det,
valgte vi at vi hver fik en tyrkis kjole og en hjelm, og
så måtte vi gå til den på vores måde.
Christina: For ellers tror vi, samarbejdet var
stoppet der. Vi blev nødt til, at få lov til at sidde
hver for sig, men stadig være undervejs.
Dorte: Vi fandt ud af, at vi havde meget
forskellige arbejdsrytmer. Dernæst fik vi fat i et
tæppe, som vi forelskede os meget i begge to. Det var et
tyrkisk, meget flot tæppe. Jeg tror, det til dels var
fordi, vi havde brug for at have nogle ting at forholde
os til, så det ikke bare var noget, vi talte om, men at
der også var noget at se på.
Christina: Det var en form for platform, at vi
havde det her tæppe - en kulisse eller scene vi kunne
agere i. Vi prøvede den af forskellige steder-Tog den ud
i det offentlige rum, hjemme i atelieret osv. Men endte
så med at lave projektet ovre i noget, der hedder
Schach-Hofe. En legeplads og en lille park, som ligger
meget tæt på kunstakademiets atelier.
Dorte: Det var et ret underligt sted. Det var
en legeplads, men der var også en amfi-scene og et
underligt træhus. Vi kom langsomt frem til, at det, vi
lavede med vores kostumer, var hvert vores univers. Det,
vi talte om, var at skabe et fællesunivers, hvor vi
skulle nå sammen.
Christina: Det blev på sin vis et portræt af,
hvordan vi hver især ér i forhold til et samarbejde. Det
synes vi, var helt vildt interessant, og vi prøvede at
dyrke det lidt og gøre det endnu mere tydeligt. Og fandt
så ud af, at Dorte skulle være den meget fysisk aktive,
og jeg skulle være den mere tænksomme, for at vise
forskelligheden.
Dorte: Vi løb ind i det problem at når vi
skulle agere begge to, var der ikke nogen af os, der tog
billeder, så vi fik en anden til at tage billederne.
-Dér på stedet, hvor vi havde hver vores dragt på og
hver vores rolle. Jeg fimsede rundt og klatrede og
kravlede.
Christina: Jeg var så den tænksomme. - Ikke at
jeg skulle være kunstneren der kigger på aben, men...
Dorte: Der dukkede så en ende op på vores
værk, fordi vi var inviteret til en gruppeudstilling i
Berlin, hvor vi synes, det kunne være sjovt at
præsentere noget, vi havde lavet i byen, som var helt
friskt. Vi tog nogle af de plakater der hænger alle
steder. På de her plakater satte vi vores
billeder-valgte ud.
Christina: Vi synes, det var ret fint at det
tog en reklame form, og fik også god respons i løbet af
de få dage, der var udstilling. Nu er vi spændte på,
hvordan det går her. Vi har ændret en smule på det,
proportionerne bla.
Dorte: Men vi er blevet ret glade for det....

|
|
 |
 |
| |
 |
[28. maj 2002]
reportageKunstparade
Klokken 12:00 den 11. maj tog
kunstparaden afsted fra Charlottenborg Slotsgård gennem
byen mod Enghave-parken. kopenhagen fulgte trop og tog
billeder undervejs. Flot, flot herfra til arrangørerne
Christina Hamre, Lone Bank og Tanja Rau. Foto: Melou
Vanggaard.
Yderligere information:
tjek kopenhagens foromtale

Opstart i Charlottenborg Slotsgård. René Schmidt og Ole
Krabbes bil.

Charlottenborg Slotsgård. Melou Vanggaards paradevogn
ErindringsboX..

Charlottenborg Slotsgård. Denne her blev ikke set siden.

Charlottenborg Slotsgård.

Charlottenborg Slotsgård.

Charlottenborg Slotsgård. Frans Jacobis tørklæde-svøbte
bande med sorte dråber.

Charlottenborg Slotsgård. Dorte Buchwalds Edens have.

Første Stop Nytorv - Her René Schmidt og Ole Krabbes
vogn. Wrapped.

Nørregade.

Musikervognen. Bagved ses Yvettte Brackmanns sammensyede
paraplyer.

Rustvognen med forsyninger til deltagerne kørt af Danh
Vo og Mia...

Arrangør Lone Banks huse.

Fie Norsker i huset.

Arrangør Lone Banks huse.

Parfyme-traktor projektet der har kørt land og rige
rundt i vinter, med "fold ud kunst-café".

Optoget drejer ned af Øster Søgade.

Thomas Fransens bjerglandskab.

Søren Martinsen ballonmand, med broderen Hans inden
i....

Arrangør Christina Hamre´s svaner.

Sebastian prøver en tur med dyret gennem byen.

René Schmidt styrer.

Rullende kunstbogs-shop - Pist Protta/Jesper Fabricius
havde folk til det grove...

Paraden på Istedgade.

Optoget når målet - Enghaven.

Enghave: Molly Haslunds gynger.

Enghave: Arrangør Dorte Buchwald's Edens have her
kun vogtet af løven og slangen i kundskabens træ- Adam
og Eva er gået en tur.

Melou Vanggaards paradevogn ErindringsboX.

Molly Haslund med gul hat. John Kørner bagved.

Udsyn fra Parfyme.

Lone Bank sprænger bomben.

Thomas Fransen.

René S. og Ole K. - wrapping.

Udsigt til den eksperimenterende musik.

Sidst tajmad ved Rirkrit.
|
 |
|
|
© 2000-2004 kopenhagen.dk. Det er tilladt at citere uddrag
med kildeangivelse.
Al hevendelse:
kopenhagen@kopenhagen.dk
kopenhagen.dk har modtaget støtte fra Billedkunstrådet og
Kulturministeriets Tidsskriftstøtteråd
|
|
|
|
|
Kunsthistorikeren
Marie Kirkegaard,
MA Moderne
Kultur,
skriver om Christina Hamre: |
|
Gennem kunstens og billedsprogets
alsidige genrer, udforsker Christina Hamre i overensstemmelse med
medievalget, sider af livet, der forholder sig til den menneskelige
erfaring og fantasiverden. Dette indebærer både den kropsligt bevidste
side gennem installation og performance, og den mentalt ubevidste
dimension gennem tegning og skulptur, der ofte henter sin inspirationen i
outsiderkunsten. Det kan for eksempel være arbejdet af sindslidende eller
i bredere forstand en ikke-vestlig, akademiske kunst, der afspejler sig i
en række æstetiske og formelle valg, men vel også i en praksis, der udgår
fra en dybtliggende mental udforskning. Tilsammen skabes en billedverden,
som hun selv udtaler, ”bestående af gribende romantiske elementer, der
opstår i fantasien, der kommer af de almene såvel som absurde menneskelige
interaktioner”.
De to sider af det menneskelige
stratum, den psykiske underbevidsthed og den kropslige erkendelse, står i
Hamres kunstneriske praksis i et dialektisk forhold, hvor hendes værker,
som kommer til at synliggøre det umiddelbart uhåndgribelige, på en gang
antyder et greb ind i selvet og et stræk ud i verden. |
| |
|