Startside
Skulptur
Hele Huder
Tegninger
Keramik
Scrapbog
CV
Udtalelser
Kontakt
Links

UDTALELSER

Christina Hamre

 
netkunst links
sidste nyt om kopenhagen kalender interviews udstillinger artikler pressemeddelelser

 

 
Ny Dansk Kunst 07
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Christina Hamre og Marianne Lipschitz Jørgensen

Annoncer:


[19. april 2006]
Interview
Christina Hamre og Marianne Lipschitz Jørgensen: Interaktion - New Drawings på Galleri Christoffer Egelund

 

Interview: Christina Hamre og Marianne Lipschitz Jørgensen

Hvad er der sket på Galleri Christoffer Egelund i disse dage? De smukke højloftede lokaler i Bredgade ser ud til at være ryddet for progressive malerier og skulpturer!
Den aktuelle udstilling er nemlig yderst afdæmpet ved første øjekast. Alle værkerne er sat i identiske sorte rammer og perfekt orden, og farverne er holdt i få nuancer. Hele gulvet er holdt frit, og der er ikke en eneste lille ting, der bryder dette stramme og rene system i udstillingsrummet. Men hvis man kommer over dette første lidt kliniske og afdæmpede indtryk, og lader blikket vandre ind i hvert enkelt værk, udfolder der sig en fantastisk verden, hvor vandrende sigøjnerkolonier, døde uhyrer og geometriske fænomener nødvendiggør hinandens eksistens. Det er mellem de stramme sorte rammer, historierne udspiller sig og nærmest giver et blik ind til et parallelt univers, hvor intet er umuligt, og hvor man alligevel kan regne alt ud.
Marianne Lipschitz Jørgensen og Christina Hamre gav ”Skærtorsdags – brunch” hjemme hos Marianne på Nørrebro, og det gav hyggelige ”rammer” omkring vores samtale.
Interview:Orsolya Bagala Larsen
Foto:Orsolya Bagala Larsen, Torben Zenth & Galleri Christoffer Egelund
Christina Hamre, Marianne Lipschitz Jørgensen
Interaktion - New Drawings
08. april - 08. maj 2006
Galleri Christoffer Egelund
Bredgade 75, 1260 København K
 
Mandag - fredag 11-18, lørdag 11-15

 

 

Christina Hamre og Marianne Lipschitz Jørgensen



 

Jeres værker fungerer rigtig godt sammen. Indholdsmæssigt er de jo modsætninger til hinanden, men når man ser dem side om side, virker det som om, det altid har været meningen, at det skulle være jer to. Har I arbejdet sammen før, eller hvordan opstod ideen om, at netop I to skulle lave en fælles udstilling?

 

Marianne: Vi har snakket meget om det. Egentlig startede det med, at vi skulle lave en tegning-udstilling sammen sidste år. Der fandt vi ud af, at vi supplerede hinanden på en speciel måde.

Det, som gør, at det fungerer, er, at man har fornemmelsen af, at der er nogle koder, som er mulige at aflæse og forstå - man ved bare ikke hvordan. Og det fungerer ved vores begges værker. De repræsenterer hver et univers, som er muligt at aflæse på hver deres måde. Selvom vores sprog umiddelbart virker forskellig, så er det denne fornemmelse, der giver dem et sammenspil.

 

Christina: Ja, for vi har altså ikke kigget hinanden over skuldrene, og sagt, nu laver du det værk, og så laver jeg det andet. Vi har ikke gået på kompromis med vores udtryk, nogle af os, vi har sidestillet dem i deres modsætning.

 

Marianne: Vi arbejder med nogle af de samme problemstillinger og emner, vi gør det bare meget forskelligt. Hvis man skræller hele billedsproget af, så opererer vores værker grundlæggende i det samme felt. Og så kommer der også noget, der svinger i mellem dem.

 

Christina: På den første udstilling vi lavede sammen, sorterede vi mere i værkerne, i forhold til hvad vi ville sige.

 

Marianne: Der var nogle formelle greb, som gjorde, at værkerne var lidt mere i dialog med hinanden - på grund af stregerne og mønstrene. Men nu, denne gang, kan det faktisk være, at det er endnu mere spændende, fordi vi er gået endnu mere i hver sin retning.

Nu er der så opstået andre sammenhænge. Der er for eksempel en af Christinas tegninger, hvor der er en man,d der står op af en mur, hvor værket er fortællende, men ved siden af er der så min tegning, som nærmest fungerer som et overblik eller et kort over det system, han er midt i. Det vil sige, her opstår der en dialog mellem værkerne, som ikke var tiltænkt fra start. Andre steder er det mere det abstrakte, som er understøttet, og som er i fokus.


 

 

Christina Hamre og Marianne Lipschitz Jørgensen: Interaktion - New Drawings på Galleri Christoffer Egelund



 

Christina og Marianne, hvorfor har I valgt at lave en udstilling med udelukkende tegninger i rammer? Hvorfor ikke flere medier - f.eks. malerier, eller et hjørne med ”lapper”? Hvad betyder rammerne i forhold til værkernes indhold, og hvad betyder de i forhold til udstillingsrummet?

 

Christina: Rammerne og ophængningen får blandt andet vores ting til at hænge sammen formelt. Samtidig vil vi godt have, at der kommer noget koncentration ind. Vi vil gerne have, at ”man går ind ” i de her tegninger, og der skal ikke være forstyrrende elementer. Der er rigtige mange tegninger, og det er overvældende, men på denne måde har man mulighed for at gå ind i det enkelte værk og fokusere på det, samt det samspil der er mellem de forskellige værker.

 

Marianne: Lige præcis. Så de formår at stå enkeltvis og samtidig samlet.

 

Christina: De bliver værker i sig selv i stedet for en totalinstallation. Det ville det let kunne blive, hvis vi havde hængt dem lag på lag. Det er også interessant at skabe noget i forhold til de her flotte rum, som har så højt til loftet. At lade rummet stå mere frit og skabe noget her, som også er rent.

 

Marianne: Det er bare ikke interessant at lave noget trashet med de her tegninger. Det vil faktisk være fuldstændig uinteressant i denne sammenhæng.

 

Christina: Det er ikke fordi, vi har noget imod det! Men fordi vi er så forskellige, så er det vigtigt, at folk ret hurtigt fanger, hvad det er, vi gerne vil. At der kommer en renhed. At der bliver en ro til fordybelse. I stedet for at folk bliver forvirrede. Så har beskueren en chance. Det handler ikke om, at det bare skal se lækker ud. Det har aldrig været vores intention!

 

Marianne: Nej. Det er faktisk et redskab. Det hjælper os med at gøre det mere klart, hvad det er. Præcis som du siger, det vil være forvirrende, hvis vi lavede lidt der og lidt her...

 

Marianne: Noget af det denne udstilling også kan, er det, som er fedt ved soloudstillinger. Nemlig at der er plads til at værkerne, og det rum de skaber, får lov til at folde sig ud. Det er der ofte ikke mulighed for, når det er en gruppeudstilling, hvor der er rigtig mange hurtige indtryk, men hvor man ikke rigtig kan træde ind i nogle af de rum, som den enkelte kunstner arbejder med. Jeg synes, det lykkedes rigtig godt med vores ting, at det er Christinas og mit rum, man træder ind i, i vores tegninger.


 

 

Christina Hamre: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Christina Hamre: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Christina Hamre: Afmagt, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Christina Hamre: Mastodont, 2006. 420x594 cm. tegning



 

Marianne, nogle af dine geometriske tegninger er syet. Hvis man tænker lidt dogmatisk om medier, kunne man opfatte det som et ”feminint” medie, man du overrasker os faktisk og gør noget, som er meget rationelt og matematisk, en kontrast i sig selv..

 

Marianne: Jeg ved, at det ligger i dem, og det er spændende at udfordre. Men grundlæggende er det tegningen, jeg undersøger med dem. Og hvad den kan. Det er nogle transparente tråde på de sorte flader. Når trådene reflekter lyset, træder linjerne endnu mere frem.

 

Det er utrolig præcist lavet!! Hvordan kan man lave det...

 

Christina: Vi andre ville blive sindssyge....

 

Marianne: Det er faktisk det eneste område, hvor jeg har den tålmodighed. Hvis jeg skulle sy noget andet ville jeg hurtigt miste tålmodigheden og få lyst til at smide det ud af vinduet....

-

Christina, dine tegninger er fortællende, og titlerne tyder også på, at der nogle for os delvist ukendte episoder, der vækker dine figurer til live. Hvordan finder du på dem? De er uhyggelige og elskværdige samtidig..,

 

Christina: Det skal de også helst være. Det er modsætningerne, som er spændende. Det enkelte sat sammen med det komplekse. Det, at alting ikke lige er, som man regner med. Forud for tegningerne har jeg mange betragtninger og refleksioner, som så udmunder i tegnede, fortællende universer, der har mange lag. Tegningerne kommer nærmest flydende og ligetil - som ud af den blå luft. Så det er meget enkelt. Det handler om væsner og væseners liv i alle facetter.

Det er noget, jeg har lyst til. Lyst...det er selvfølgelig svært, sådan noget med ”lyst”, og at være ærlig om hvad man har lyst til... Men jeg har fundet en form, som, jeg synes, er givende, og den arbejder jeg med og vil gerne være så åben over for som mulig.

 

Der er flere tegninger med døde uhyre og monstre med skarpe tænder, og man kunne risikere at dø, hvis man skulle møde dem. Det med døden og det truende er det i virkeligheden noget grundlæggende i dine tegninger?

 

Christina: Livets og dødens pudsigheder har altid optaget mig. Det truende og døden som emne indgår i nogle af værkerne.

 

Marianne: Jeg har lagt mærke til, at dine figurer er vildt udtryksfulde. Selvom det bare er et glimt i et øje på en af dine figurer... Selvom det er eventyrunivers, så er de så nærværende, på grund af deres udtryk.


 

 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning



 

Ja, og de har helt deres eget udtryk. Jeg kan rigtig godt lide Mastodonten!

 

Christina: (griner) Ja, det er sådan en ”dame”, der føler sig for meget, en der fylder lidt for meget! Det er den følelse, jeg gerne vil vække. Når jeg prøver at lave en, der ikke er god til at udtrykke sig for eksempel, eller en der ikke får sagt tingene, så lader jeg være med at lave en mund.

 

Marianne, hvilken af Christinas figurer kan du bedst lide?

 

Marianne: Talentet! Den er så kung-fu-agtig. Den er fantastisk!

 

Det synes jeg også. Det er utroligt at kunne personificere noget så mærkeligt som ”talent”. Marianne, jeg er personligt ret fascineret af dine matematiske metoder og minimalistiske værker. Hvorfor er du så optaget af geometriske former og systemer?

 

Marianne: Jeg er optaget af matematik. Ikke konkret, jeg sidder ikke og fylder formularer ud, men som æstetisk princip. Det bunder i, at jeg er meget optaget af abstraktion og matematik er et af de steder, hvor det udfolder sig på en interessant måde. Jeg ser abstraktion som et nulpunkt eller nærmere som en mulighed. Lige som når man har et sprogligt begreb, som man ikke har lagt ned i en kontekst, men der er mulighed for at udfolde dette begreb i forskellige sammenhænge. For eksempel et begreb som interaktion. Hvis du putter det ned i en politisk kontekst, hvordan bliver det så brugt? Hvis du sætter det i en filosofisk sammenhæng, hvordan vil det så blive brugt? Selvfølgelig vil der være grundessensen i det begreb, som gør sig gældende. Det er det, jeg er så optaget af i det abstrakte univers. Tanken om muligheden, før man konkretiserer det i en sammenhæng. Og den kompleksitet der kan ligge i det. Det er derfor, jeg er så optaget af det abstrakte univers og vælger at bruge det. Det er der, at jeg kan tale bedst.


 

 

Christina Hamre: Efterladt dødt dyr, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Christina Hamre: Hindring under rejse, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Christina Hamre: Intens interaktion, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Christina Hamre: Nyankomne, 2006. 420x594 cm. tegning



 

Kunne man sige, at geometriske former bliver ikke så ”abstrakte”, hvis vi tænker på de grundformer, som vi finder i naturen? At de geometriske former bidrager med et universalt budskab i dine værker..?

 

Marianne: Ja det er den æstetik, der er. Den udfolder sig også forskellige steder. Jeg har talt med en matematiker om det. Han beskrev, hvordan man har fundet en metode, hvorpå man kan beregne, hvordan løvfaldet lægger sig på en sø, på vandets overflade. Ud fra de informationer har man lavet en beregning, som man faktisk kan bruge til at regne ud, om kurserne vil stige eller falde på børsen. Du tager formen, som er ukonkret og abstrakt, men i en sammenhæng kan den blive meget smuk og poetisk, f.eks. når du tænker på løvfaldet. Det er jeg meget optaget af. Det vil sige, man kan bruge matematiske informationer fra naturen helt universalt. Det er igen begreb, man kan kaste ind i en samtale om eksistentielle emner.


 

 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. 2006


 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. 2006


 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. 2006


 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. 2006



 

Her kan man sige, jeres værker også møder hinanden, at der er dette eksistentielle felt. Jeg synes, det virker som om, disse naturlove, som styrer videnskaben, går hen og bliver ligeså usandsynlige som Christinas historie – i hvert fald for os, som ikke ved så meget om naturlove. Jeg mener, vi går ikke rundt og tænker på, at løvfaldets regelmæssighed styrer verden...

 

Marianne: Det er rigtigt. Faktisk er det abstrakte rum meget tæt på det imaginære rum.

 

Hvad er jeres fremtidsplaner og ambitioner? Det er ikke så længe siden, I blev færdig på akademiet, og nu udstiller I på galleri Egelund? Hvad kunne I tænke jer at ”opnå”?

 

Christina: Jeg ønsker at blive ved med at udforske og udfordre mig selv og verdenen.

 

Marianne: Jeg har egentlig altid tænkt over, at på kunstscenen handler det meget om at få succes, og at man lynhurtigt skal være på toppen. Men jeg tror ikke, at det er det vigtigste. Ikke fordi det ikke rammer en: ”Fuck, hvad skal det ske?” Men egentlig er det meget befriende at tænke på det som et livs projekt. Fordi ens værker viser, hvordan man er til i- og oplever verden, hvilket forhåbentlig bare udvides hele livet igennem. Jeg henter rigtig meget ved at rejse f.eks. og ved at være i andre miljøer end kunstmiljøet. Hver gang jeg gør det, bliver min horisont udvidet.

 

Christina: Jo, men vi har begge to også talt meget om, at det også er så interessant i kunstverdenen, da den rummer så meget forskelligt. Og vi synes, det er så spændende at se, hvad alle andre går og finder på og tænker på. I stedet for at man slår ned på noget, og så sidder man fast i det, og så har man ret, og alle andre er helt forkert på det. Det er slet ikke den interesse, vi har, med det at være kunstnere, ikke nogen af os..

 

Marianne: Vi udfordrer hinanden.

 

Det kan man også se på den måde, I har valgt at udstille sammen. Hvor man først tænker, wow det er virkelig modsætninger, men det viser sig, at det er det ikke.

 

Christina. Ja og det er sådan, vi vil fortsætte med vores arbejde. Og ikke kun i gallerirummet men også andre steder. •


 

 

Christina Hamre: Fantast, 2006. 594x420 cm. tegning


 

Christina Hamre: Ulækker blå dunst driller, 2006. 594x420 cm. tegning


 

Christina Hamre: Begravelse, 2006. 594x420 cm. tegning


 

Christina Hamre: uden titel, 2006. 594x420 cm. tegning



 

 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning


 

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning

 


 

Related:

fra kopenhagen.dk:

 
[31. oktober 2007]
[23. oktober 2007]
[10. oktober 2007]
[07. august 2006]
[06. august 2006]
[07. juni 2005]
[05. maj 2005]


 
 

Send side

 

 
Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer! fredag d. 07. marts 2008. 15:50
Ny Dansk Kunst 07
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Nanna Starck, Annesofie Sandal, Christina Hamre og Charlotte B. Johansen

Annoncer:


[23. oktober 2007]
Interview
Island Life på Kunstmuseet i Tønder

 

Interview: Nanna Starck, Annesofie Sandal, Christina Hamre og Charlotte B. Johansen

Island Life – totalinstallation på Kunstmuseet i Tønder. Nanna Starck, Annesofie Sandal, Christina Hamre og Charlotte B. Johansen har fået frie hænder til at omskabe hal 1 på Kunstmuseet i Tønder. Det er blevet til udstillingen Island Life – en verden af gøgl, fantasi, uhygge og absurditeter. De fire kunstnere bidrager med individuelle værker, men har arbejdet med installationen som var det ét værk.
Interview:Kasper Langaa
Foto:Anne Mie Dreves
Annesofie Sandal, Nanna Starck, Christina Hamre, Charlotte Bergmann Johansen
Island Life
16. september - 18. november 2007
Museum Sønderjylland – Kunstmuseet i Tønder
Kongevej 51, 6270 Tønder
 
Tirsdag - søndag 10-17

 

 

Charlotte Bergmann Johansen: Ølfontæne og Paradevogn, 2007.



 

Hvorfra stammer titlen Island Life?

Charlotte B. Johansen: Titlen er inspireret af en Grace Jones-plade fra midten af firserne – den hvor hun på pladecoveret står helt unaturligt med benene. Vi var fascineret af hende som entertainer – hendes råhed og androgyne fremtoning.

Annesofie Sandal: Ja, hun har en stærk energi over sig, som næsten ikke er menneskelig.

Charlotte B. Johansen: Hun ligner noget fra et freakshow: Man åbner teltet, og så står hun der. Hun er meget iscenesat, og det kunne vi bruge som udgangspunkt – derfor valgte vi Island Life som arbejdstitel. Men i titlen ligger også ideen om et isoleret system – en lukket verden.

Nanna Starck: Ja, helt bogstavligt kan titlen jo oversættes til ’øliv’ – altså et lukket samfund.

Christina Hamre: Og så refererer titlen også til underholdningskulturen.

 

Jeres udstilling giver associationer til en markedsplads eller et tivoli med en blanding af gøgl og gys – i flere af værkerne er der både noget lattervækkende og noget uhyggeligt. Kan I kommentere på det?

Nanna Starck: Island Life handler om både gys og begejstring. Man både griner og brækker sig.

Udstillingens univers minder om den verden Hieronymus Bosch fremstiller i sit maleri Garden of Earthly Delights. Det indeholder både himmel og helvede og fremstiller en række groteske figurer i absurde situationer. Island Life skulle være en verden, som rummede modsætningerne.

Annesofie Sandal: Vi ønskede, at udstillingen skulle ligne en markedsplads eller et tivoli. Og vi ønskede at kombinere disse greb fra underholdningskulturen med vores egne budskaber. Så vi låner fra underholdningskulturen, men kommenterer også på den.

Charlotte B. Johansen: Underholdningen rummer netop både latteren og det tragiske. Man bliver forført og kan miste sig selv – det kan være ubehageligt at forsvinde ind i sådan noget.

Nanna Starck: Men massekulturens greb kan netop gøre kunsten tilgængelig for flere. Det er et trick – kan man sige – der skal lokke flere ind og opleve kunsten.

Christina Hamre: Ja, vi kunne godt tænke os, at udstillingen også tiltrækker dem, som måske ikke er så vant til at se på kunst.

 


 

 

Christina Hamre: Dandy,2007


 

Anne Sofie Sandal:Choir,2007



 

Hvad er det så folk bliver lokket ind i?

Charlotte B. Johansen: Jeg har arbejdet med udgangspunkt i et stik, som viser en øl-fontæne. Den blev givet som folkegave i anledning af en royal barnedåb i 1634 og sprang med øl og vin. Den har jeg bygget i pap og mdf-plader. Men jeg har skrællet al ornamentikken af – for ligesom at afsløre den. Fontænen springer heller ikke med øl, men med vand. På hver side af fontænen står fire figurer, som også handler om underholdning og overflod. Det er ren opium for folket.

Annesofie Sandal: Karrusellen er et meget godt billede på det, jeg har arbejdet med: vi vil gerne underholdes og have det hele – vi vil ikke gå glip af noget. Vi vil mættes og tilfredsstilles hele tiden. Men så er det, man får, måske bare en karruseltur.

Værket Choir består af en gruppe figurer, som set fra den ene side ligner raketter med strømlinet form og glatte overflader; men set fra den anden side er det en gruppe ansigter eller masker, som skriger. De prøver at råbe, men der kommer ikke så meget ud af det – andet end mønster. Raketterne handler derimod om drømme og om at komme ud at flyve.

Nanna Starck: Mit arbejde handler om tomheden i massekulturen, hvor det æstetisk smukke også rummer en stor tomhed eller mangel.

Men i udstillingen er de enkelte værker vævet ind i hinanden – vores værker står ikke i hvert sit hjørne. Vi ønskede, at oplevelsen skulle være en helhed. Udstillingen er en fælles installation af individuelle værker. Det vil sige, at arbejdsprocessen har været individuel, mens installationen og opsætningen er et fælles projekt.

Christina Hamre: Men det er ikke sådan, at værkerne smelter helt sammen. De spiller snarere sammen ved at være installeret på den måde.

Nanna Starck: Ja, de værker, som er stillet sammen, danner nogle fælles historier. Der opstår helt automatisk en historie, der hvor værkerne blander sig med hinanden.

Annesofie Sandal: Vi er interesserede i, at man danner sig sine egne historier.

F.eks. blev der lavet et radiointerview på museet, hvor jounalisten bad en kvinde fortælle om sin oplevelse, mens hun gik rundt i udstillingen. Hun fik skabt sin helt egen historie ved at gå rundt.

Charlotte B. Johansen: Ja, hun var vidt omkring. Hun forestillede sig at udstillingen var en scene fra Bali, hvor der havde været vild fest på stranden med trommedans og bål. Og nu lå folk og slappede af. Nogle af dem var endda døde.

Christina Hamre: Ja, det er nogle vilde associationer, folk får.

Annesofie Sandal: Udstillingen sætter i hvert fald nogle ting igang. Specielt børn relaterer nemt til udstillingen; men fanger også hurtigt, at der er et eller andet skævt eller forkert ved det hele. De kan godt se, at der er et eller andet mærkeligt ved det.

Charlotte B. Johansen: Jeg tror at beskueren i første omgang vil genkende mange ting, men også opleve en understrøm af noget dæmonisk – der er en bagside. Jeg tror man bliver forført, men samtidig finder noget til eftertanken. Det håber jeg i hvert fald.

Annesofie Sandal: Ja, de genkendelige elementer gør udstillingen umiddelbart spiselig. Men så er der alligevel et eller andet, som ikke stemmer – en underlig eftersmag.

Christina Hamre: Men det er egentlig ikke med vilje. Hvis jeg prøver at lave en tegning, som skal se fin ud, så bliver den altid lidt ond også. Det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved.

 


 

 

Nanna Starck:Double Mirage,2007


 

Installationview


 

Installationview


 

Installationview



 

Hvordan startede jeres samarbejde?

Nanna Starck: Egentlig startede det som en irritation over, at det mandlige maleri var så dominerende. Det var det, som sparkede os igang. Vi ville lave en udstilling med skulptur og installation – værkerne skulle være af kvinder, og det skulle være stort!

Annesofie Sandal: Så vi startede med en brainstorm over ’kvinder, som laver skulptur’, men opdagede, at det ikke var sådan lige til. På det tidspunkt blev der ikke vist så meget af den slags. Og man orienterer sig jo meget efter, hvad man lige har set på udstilling eller læst om.

 

Hvordan kom samarbejdet med Kunstmuseet i Tønder i stand?

Nanna Starck: Vi ville gerne udstille et sted som havde et stort format og et godt rum – det fandt vi i Tønder, hvor vi kunne udstille på 250 kvm med 10 meter til loftet. Og de ville gerne have, at der skete noget anderledes.

Charlotte B. Johansen: I en eller anden form rejser udstillingen videre til Silkeborg Bad. Det er nogle helt andre rum, så det bliver en lidt anden udstilling, men flere af værkerne vil gå igen.


 

 

Charlotte Bergmann Johansen:Pjerrot


 

Installationview



 

Related:

fra kopenhagen.dk:

 
[31. oktober 2007]
[10. oktober 2007]
[19. marts 2007]
[07. august 2006]
[06. august 2006]
[18. juni 2006]
[19. april 2006]
[15. marts 2006]
[23. november 2005]
[07. juni 2005]
[15. maj 2005]
[05. maj 2005]
[27. april 2005]
[24. april 2005]


 
 

Send side

 
 

Gøgl og freakshow i totalinstallation

Tekst: Anne-Sofie Stampe
Foto: Anne Mie Dreves

Kærligheden til skulptur, installation og performance er baggrund for totalinstallationen Island Life på Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder. Sammen har de fire kvindelige kunstnere Annesofie Sandal, Nanna Starck, Charlotte B. Johansen og Christina Hamre omdannet den 250 m2 store Hal 1 til et lukket univers fuld af gøgl, cirkus, tivoli og markedsstemning. Wonderland har mødt de fire kunstnere til en snak om, hvordan det hele startede, og hvordan Grace Jones burde have stået i midten af totalinstallationen.

flyer.jpg
Annesofie Sandal, Nanna Starck, Christina Hamre og Charlotte Bergmann Johansen

Hvordan begyndte jeres samarbejde?
Charlotte: Vi er helt tilbage på akademiet, hvor vi alle fire har gået.
Christina: Annesofie, Nanna og jeg ville lave en skulpturudstilling med nogle kvindelige kunstnere, og så fandt vi på Charlotte, fordi vi gerne ville lave nogle store værker, noget der fyldte noget rum.
Annesofie: Jeg tror egentlig, at vi snakkede om, at der, på det tidspunkt, var lidt mangel på skulptur, og installation. Til at starte med var det en meget løs idé, hvad det skulle være for en slags udstilling. Det eneste vi ligesom var 100% sikre på var, at det skulle være med skulptur.

Hvordan begyndte I at arbejde med udstillingen?
Christina: Vi startede med at brainstorme over nogle temaer, og hvad vi syntes, det skulle handle om.
Charlotte: Som jeg husker det, så fandt vi ret hurtigt ud af, at de skulle være underholdning, der var det overordnede tema, fordi det kunne rumme en masse forskellige vinkler. Og vi arbejder meget forskelligt, så der er brug for luft sådan, at det ikke skulle være et meget tæt samarbejde, men et samarbejde omkring et tema.
Annesofie: Jeg gik ikke i gang med at lave selve værkerne før cirka 3 mdr. op til udstillingen, men derfor er der alligevel gået en masse måneder forud med forberedelser og indsamle inspirationsmateriale og pejle sig ind på, hvad man ville. På den måde er det konkrete – den periode hvor vi har arbejdet konkret – ikke særlig lang i forhold til hvor længe, vi har arbejdet med projektet. Så det er kun 3 mdr. ud af to år, jeg har lavet det konkrete værk.
Nanna: Vi begyndte at indsamle inspirationsmateriale og begyndte at snakke om de ting vi godt kunne tænke os og de ting, der var fælles. Vi havde f.eks. snakket om, at vi gerne ville lave et indgangsparti – hvilket det også endte med. Vi begyndte også at tegne på det, og det var en meget god måde at starte lidt op på. – Og fortælle hinanden hvad man definerede indenfor det her og så på en eller anden måde få noget visuelt på. Og jeg tror da også, ligesom Annesofie sagde, at det har været meget intenst de måneder op til, men der har jo også været en masse hjernearbejde, der har kørt lang tid op til.

indgang1.jpg
Indgangsparti


Hvilket fælles tema har I brugt som ramme for udstillingen?

Christina: Vi har haft den her titel Island Life, og det skulle være sådan lidt markedsplads, cirkus, tivoli, gøgl. Men hvor mange værker vi skulle lave, eller hvad vi skulle lave det i og farver osv., det har været helt op til os selv.
Nanna: Vi brugte en hel uge på at sætte op, og det var fra morgen til sen aften. Og det var ikke fordi, der var så meget installeringsarbejde. Det har mest været hvordan får vi placeret det her i rummet, og hvordan får vi det til at fungere og får de her værker til at tale sammen. Det var rigtig sjovt.
Annesofie: Og grunden til at vi har kunnet gøre det her, tror jeg, er fordi, vi har gået på akademiet sammen, vi kender hinandens værker og arbejdsunivers så godt, at vi har stolet fuldt og fast på, at selvfølgelig kommer de andre med noget, som godt kan spille op imod mit og omvendt, så det er ikke noget, man ville kunne gøre med hvem som helst, tror jeg.

Hvordan kom I frem til titlen og temaet Island Life?
Nanna: Det ligger jo også rigtig langt tilbage. Vi var til fødselsdag ude hos Charlotte.
Annesofie: Ja, og så hørte vi Grace Jones’ album Island Life, og så blev vi meget optaget af det her cover og prøvede at efterligne det, og så greb vi bare fat i hende som underholdning og freakshow og ikon.
Nanna: Ja, det der intetkøns-agtige. Hun er ligeså maskulin, som hun er feminin. Hun har det hele i sig – og hun kunne sagtens stå midt i vores udstilling. Det burde hun have gjort.

Hvordan har I defineret hvad titlen Island Life skulle indeholde?
Christina: Det var fordi at ’Island’, det ser man jo også som sådan en isoleret enhed, et isoleret samfund, man går ind i. Det er et cirkus også, eller et tivoli. Så vi syntes, der var en connection der.
Annesofie: Ja, et lukket univers hvor der er plads til, netop det unormale og absurde og anderledes.

dandy.jpg
“Dandy” Christina Hamre
 

Hvilke udfordringer er I stødt på undervejs?
Annesofie: Jeg synes at det har været en udfordring, selv om vi kender hinanden så godt, at installere. Skulle man lave et fælles værk hvor alle bestemmer over det hele, eller skulle man have vetoret over sine egne værker.
Christina: Normalt når man laver sine værker, så har man super kontrol over det hele, og man ved, at til sidst kan man få det, som man vil have det. Men her vidste man ikke, om man skulle give slip på det hele, fordi de andre ikke synes, det skulle være på den måde. Det har selvfølgelig skabt en masse spændinger, men det er også det, der har været spændende.
Nanna: Egentlig tænker jeg ikke, at der var nogle udfordringer, men det er jo fordi, at det var så fedt, og det var skide sjovt, og jeg synes, det var rigtig rigtig fedt al den snak, vi havde omkring det, men det var jo selvfølgelig en udfordring.
Annesofie: Jeg synes også, at det har været en udfordring at lave selve værkerne uden helt at vide, hvad de andre helt nøjagtigt kom med, eller hvad deres udtryk nøjagtigt ville være, men det var jo også spændende.
Nanna: Ja, det skulle jo stå sin prøve, om det hele kunne fungere sammen, og det anede vi jo ikke, om det ville, og det var da udfordrende.
Annesofie: Ja vi vidste jo ikke på forhånd, hvordan udstillingen ville komme til at se ud.

jongoler.jpg
Installationsview

Hvad skal publikum have ud af udstillingen?
Nanna: Jeg tror vi alle sammen havde det sådan, at det gerne måtte indeholde det dæmoniske og det lattervækkende. Og vi ville gerne have, at det kunne have begge dele. Det mere dystre og absurde og det mere glatte og glade. Det skulle være det her univers, man trådte ind i, som man godt kunne mærke var en lukket verden med en lidt skæv vinkel. Og så skulle man gerne gå ind og gå rundt mellem de her aktører. Christina har jo nogle karakterer, som nok spiller en ret stor rolle for oplevelsen.
Christina: De skaber noget liv. De er de eneste figurer, der er. Det skaber en eller anden åbning. Der kan være en eller anden dialog mere direkte. Man kan også godt sige, at vi forsøger at få beskueren lidt mere med, end man normalt er på en udstilling ved faktisk at bruge det her underholdningstema, der giver en åbning. Det kan nok virke lidt lettere tilgængeligt end en eller anden abstrakt skulptur.
Annesofie: Man kan sige at ligesom en hvilken som helst person går i cirkus eller tivoli eller i zoologisk have, så gør de det for at blive underholdt i en eller anden grad og af en eller anden årsag, eller for at blive distraheret fra hverdagen. Og der tror jeg, at det er meget med at få beskueren med, så de også bidrager med noget og finder sig selv nogle steder og fanger sig selv i en eller anden måde at tænke på.
Nanna: Vi har også lavet lyssætning som betyder rigtig meget. Det er meget iscenesat. Lyset er dæmpet. Det er ikke som tusmørke men lige før, og så er der spots på, så der er en lidt teatralsk stemning. Så man er ikke i tvivl om, at det er iscenesat. Og der er rislende vand fra Charlottes springvand, så der sker noget. – Det gir en stemning at gå derinde. Man er meget opmærksom på, at man bevæger sig igennem rummet. Vi tvinger jo folk til at tage stilling til, om man nu skal dreje til højre eller venstre ved ikke at gøre det bare lige til. Man bevæger sig igennem udstillingslokalet, ligesom det var en have – ned til springvandet og rundt igen, og så ser du udstillingen fra den anden side. Det er det, der er så fedt ved skulptur, at det ikke kun kan ses fra den ene side men kan ses fra alle sider.

Totalinstallationen Island Life kan ses i Sønderjyllands Kunstmuseums Hal 1 indtil januar 2008. I forbindelse med udstillingen er der trykt en plakat og et katalog om udstillingen, med tekster af af Ph.D. Camilla Jalving og professor Martin Zerlang, er lige på trapperne.

portrat.jpg
Installationsview

 

 

 

 


Christina Hamre
årets unge kunstner

En ung fremadstormende kvindelig kunstner har vundet titlen som årets unge kunstner 2006. Vinderen er billedkunstneren Christina Hamre, der onsdag
eftermiddag, den 6. september 2006, fik overrakt prisen af kulturminister Brian Mikkelsen ved en ceremoni på Statens Museum for Kunst.

Det er Ledernes Hovedorganisation, der nu for første gang hædrer årets mest talentfulde og nyskabende yngre billedkunstner.

Christina Hamre er født i 1974 og blev færdiguddannet som billedkunstner på Kunstakademiet i sommeren 2004. Hendes billeder har været udstillet så forskellige steder som Berlin, Chicago og Christiania.

Priskomiteen bestod af fire faste medlemmer:
Allis Helleland, direktør, Statens Museum for Kunst
Torben Gammelgaard, chef for Copy-Dan Billedkunst
Mogens Munk Rasmussen, koncernchef, Nykredit
Svend Askær, formand, Ledernes Hovedorganisation

Det femte sæde vil for fremtiden gå til prisvinderen fra året før.
I år – prisens første år – maleren Kathrine Ærtebjerg.

Ud over prisen på 50.000 kroner køber Ledernes Hovedorganisation et værk af årets unge kunstner. Værket overrækkes den 7. november til årets leder på den store ledelseskonference Ledelsens Dag i Bella Center i København.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 


 

 

 

 

 



 

Dorte Buchwald og Christina Hamre

[15. februar 2001]
Künstler Collaboration In Kreuzberg, Berlin
Dorte Buchwald og Christina Hamre talte løst og fast til en diktafon om deres samarbejdsprojekt i Berlin, som kan ses fra kl.17.00 i morgen d. 16. februar på Kunstakademiets Udstillingssted i Peder Skramsgade 8.
af Annesofie Sandal.

Dorte: Nu sidder vi her i Peder Skramsgade. Vi skal fortælle om det, vi har lavet i Berlin. Og vi skal prøve at gøre det så godt, som vi kan. Vi har snakket rigtig mange timer om det, så vi kender det ret godt. Vi vil prøve at forklare, hvordan det kom i stand, og hvordan det endte sådan her.

Christina: Egentlig startede det med, at vi gerne ville lave et projekt sammen. Vi ville gerne tage et andet sted hen og prøve at være sammen en hel måned og se, hvad vi fik ud af det... Vi ville gerne lave video- et medie, som ingen af os har arbejdet særligt meget med, og vi ville gerne arbejde med en eller anden form for performance/event...

Dorte: Det blev måske mere performance, end vi regnede med...

Christina: Vi fandt ud af at video ikke rigtig fungerede, så vi tog et andet medie-foto.

Christina HamreDorte Buchwald

Dorte: Vi pakkede alt vores grej og tog til Berlin. Jeg havde en symaskine med. Vi havde talt om, at vi ville lave en form for iscenesættelse af os selv i den nye by. I det hele taget var ideen med at tage til Berlin, at vi ville et fremmed sted hen, hvor vi ikke var påvirkede af de ting, vi kendte og ikke lå under for nogens normer eller nogens forventninger. Og hvor vi ikke ville være bange for at møde nogen, når vi optrådte i vores kostumer ude i byen osv. Det viste sig at være en rigtig god idé at tage afsted. Vi arbejdede meget koncentreret. Vi arbejdede nat og dag...

Christina: Og vi var fri for de sædvanlige forpligtelser....

Dorte: At telefonen ringede hele tiden... Vi fandt også ud af, at Berlin var en enormt god by at arbejde i, fordi den er, som den er. En sammenblanding af alle mulige slags mennesker. Hvor der ikke bliver kigget skævt til én, hvis man kommer i noget underligt tøj, eller hvis man gør det ene eller andet.

Christina: Især Kreutzberg er et område, med mange forskellige mennesker. Der bor mange tyrkere i Kreutzberg, og vi begyndte at lægge meget mærke til deres æstetik. Vi fandt ud af, at vi ville starte projektet med at gå ud og finde to tyrkiske kjoler.

Dorte: Det kom faktisk af, at vi kom forbi en tyrkisk fotoforretning, hvor der hang nogen meget rædselsfulde fotos af nogle tyrkiske mennesker, der var fotograferet i nogle forfærdelige farvede kjoler.

Christina: Nogen der var blevet gift...

Dorte: Det var ikke noget ønske om at tale om tyrkerne eller noget i forhold til rascisme og i forhold til race. Vi havde bare lyst til, at tage udgangspunkt i det der var, det sted vi var.

Christina: Ja, og i os selv. I vores verden og vores samarbejde. Da vi havde været igennem mange diskussioner, fandt vi ud af, at det der egentlig var mest interessant, var selve samarbejdet.

Dorte: Nok fordi det voldte mange flere problemer, end vi umiddelbart havde forestillet os, at det ville gøre.

Künstler Collaboration In Kreuzberg, Berlin

Christina: Vi bestemte os for, at vi hver især selv måtte lave vores kostume, men vi havde det samme udgangspunkt-De her kjoler og vi ville gerne have en el anden form for hjelm på. -For ligesom at vise, at vi beskyttede os mod omverdenen, og at vi måske var lidt skrøbelige på en el anden måde.

Dorte: Og for også at have en ramme om det, valgte vi at vi hver fik en tyrkis kjole og en hjelm, og så måtte vi gå til den på vores måde.

Christina: For ellers tror vi, samarbejdet var stoppet der. Vi blev nødt til, at få lov til at sidde hver for sig, men stadig være undervejs.

Dorte: Vi fandt ud af, at vi havde meget forskellige arbejdsrytmer. Dernæst fik vi fat i et tæppe, som vi forelskede os meget i begge to. Det var et tyrkisk, meget flot tæppe. Jeg tror, det til dels var fordi, vi havde brug for at have nogle ting at forholde os til, så det ikke bare var noget, vi talte om, men at der også var noget at se på.

Christina: Det var en form for platform, at vi havde det her tæppe - en kulisse eller scene vi kunne agere i. Vi prøvede den af forskellige steder-Tog den ud i det offentlige rum, hjemme i atelieret osv. Men endte så med at lave projektet ovre i noget, der hedder Schach-Hofe. En legeplads og en lille park, som ligger meget tæt på kunstakademiets atelier.

Dorte: Det var et ret underligt sted. Det var en legeplads, men der var også en amfi-scene og et underligt træhus. Vi kom langsomt frem til, at det, vi lavede med vores kostumer, var hvert vores univers. Det, vi talte om, var at skabe et fællesunivers, hvor vi skulle nå sammen.

Christina: Det blev på sin vis et portræt af, hvordan vi hver især ér i forhold til et samarbejde. Det synes vi, var helt vildt interessant, og vi prøvede at dyrke det lidt og gøre det endnu mere tydeligt. Og fandt så ud af, at Dorte skulle være den meget fysisk aktive, og jeg skulle være den mere tænksomme, for at vise forskelligheden.

Dorte: Vi løb ind i det problem at når vi skulle agere begge to, var der ikke nogen af os, der tog billeder, så vi fik en anden til at tage billederne. -Dér på stedet, hvor vi havde hver vores dragt på og hver vores rolle. Jeg fimsede rundt og klatrede og kravlede.

Christina: Jeg var så den tænksomme. - Ikke at jeg skulle være kunstneren der kigger på aben, men...

Dorte: Der dukkede så en ende op på vores værk, fordi vi var inviteret til en gruppeudstilling i Berlin, hvor vi synes, det kunne være sjovt at præsentere noget, vi havde lavet i byen, som var helt friskt. Vi tog nogle af de plakater der hænger alle steder. På de her plakater satte vi vores billeder-valgte ud.

Christina: Vi synes, det var ret fint at det tog en reklame form, og fik også god respons i løbet af de få dage, der var udstilling. Nu er vi spændte på, hvordan det går her. Vi har ændret en smule på det, proportionerne bla.

Dorte: Men vi er blevet ret glade for det....

 


netkunst links
sidste nyt om kopenhagen kalender interviews udstillinger artikler pressemeddelelser
 
kopenhagen.dk > alle udstillingsreportager > 30. maj 2002: reportage fra Kunstparaden
[28. maj 2002]
reportage

Kunstparade
Klokken 12:00 den 11. maj tog kunstparaden afsted fra Charlottenborg Slotsgård gennem byen mod Enghave-parken. kopenhagen fulgte trop og tog billeder undervejs. Flot, flot herfra til arrangørerne Christina Hamre, Lone Bank og Tanja Rau. Foto: Melou Vanggaard.
Yderligere information: tjek kopenhagens foromtale

Kunstparade
Opstart i Charlottenborg Slotsgård. René Schmidt og Ole Krabbes bil.

Kunstparade
Charlottenborg Slotsgård. Melou Vanggaards paradevogn ErindringsboX..

Kunstparade
Charlottenborg Slotsgård. Denne her blev ikke set siden.

Kunstparade
Charlottenborg Slotsgård.

Kunstparade
Charlottenborg Slotsgård.

Kunstparade
Charlottenborg Slotsgård. Frans Jacobis tørklæde-svøbte bande med sorte dråber.

Kunstparade
Charlottenborg Slotsgård. Dorte Buchwalds Edens have.

Kunstparade
Første Stop Nytorv - Her René Schmidt og Ole Krabbes vogn. Wrapped.

Kunstparade
Nørregade.

Kunstparade
Musikervognen. Bagved ses Yvettte Brackmanns sammensyede paraplyer.

Kunstparade
Rustvognen med forsyninger til deltagerne kørt af Danh Vo og Mia...

Kunstparade
Arrangør Lone Banks huse.

Kunstparade
Fie Norsker i huset.

Kunstparade
Arrangør Lone Banks huse.

Kunstparade
Parfyme-traktor projektet der har kørt land og rige rundt i vinter, med "fold ud kunst-café".

Kunstparade
Optoget drejer ned af Øster Søgade.

Kunstparade
Thomas Fransens bjerglandskab.

Kunstparade
Søren Martinsen ballonmand, med broderen Hans inden i....

Kunstparade
Arrangør Christina Hamre´s svaner.

Kunstparade
Sebastian prøver en tur med dyret gennem byen.

Kunstparade
René Schmidt styrer.

Kunstparade
Rullende kunstbogs-shop - Pist Protta/Jesper Fabricius havde folk til det grove...

Kunstparade
Paraden på Istedgade.

Kunstparade
Optoget når målet - Enghaven.

Kunstparade
Enghave: Molly Haslunds gynger.

Kunstparade
Enghave: Arrangør Dorte Buchwald's Edens have her kun vogtet af løven og slangen i kundskabens træ- Adam og Eva er gået en tur.

Kunstparade
Melou Vanggaards paradevogn ErindringsboX.

Kunstparade
Molly Haslund med gul hat. John Kørner bagved.

Kunstparade
Udsyn fra Parfyme.

Kunstparade
Lone Bank sprænger bomben.

Kunstparade
Thomas Fransen.

Kunstparade
René S. og Ole K. - wrapping.

Kunstparade
Udsigt til den eksperimenterende musik.

Kunstparade
Sidst tajmad ved Rirkrit
.

 

Får du kopenhagen's ugentlige nyhedbrev? Tilmeld dig her:
Skriv din e-mailadresse: Tilmeld
Our policy on privacy

© 2000-2004 kopenhagen.dk. Det er tilladt at citere uddrag med kildeangivelse.
Al hevendelse: kopenhagen@kopenhagen.dk
kopenhagen.dk har modtaget støtte fra Billedkunstrådet og Kulturministeriets Tidsskriftstøtteråd
 

 

 
Kunsthistorikeren Marie Kirkegaard,  MA Moderne Kultur, skriver om Christina Hamre:

Gennem kunstens og billedsprogets alsidige genrer, udforsker Christina Hamre i overensstemmelse med medievalget, sider af livet, der forholder sig til den menneskelige erfaring og fantasiverden. Dette indebærer både den kropsligt bevidste side gennem installation og performance, og den mentalt ubevidste dimension gennem tegning og skulptur, der ofte henter sin inspirationen i outsiderkunsten. Det kan for eksempel være arbejdet af sindslidende eller i bredere forstand en ikke-vestlig, akademiske kunst, der afspejler sig i en række æstetiske og formelle valg, men vel også i en praksis, der udgår fra en dybtliggende mental udforskning. Tilsammen skabes en billedverden, som hun selv udtaler, ”bestående af gribende romantiske elementer, der opstår i fantasien, der kommer af de almene såvel som absurde menneskelige interaktioner”.

De to sider af det menneskelige stratum, den psykiske underbevidsthed og den kropslige erkendelse, står i Hamres kunstneriske praksis i et dialektisk forhold, hvor hendes værker, som kommer til at synliggøre det umiddelbart uhåndgribelige, på en gang antyder et greb ind i selvet og et stræk ud i verden.