Mørket findes

Christina Hamres (f. 1974) groteske univers er befolket med aparte væsener, der synes at vandre lige ud af myterne, eventyrene eller måske dødens mørke, som havde de indtil nu slumret i dybe, skyggebelagte dale, om ikke i bjerghuler, sammen med lammegribbe, hulebjørne eller lede gamme – folkevisen Germand Gladensvend ihukommende. I hvert fald forekommer disse væsener knogleknuste og dødsmærkede, og ingen havde kendskab til dem, før kunstneren gav dem krop og inviterede dem ind i kunstens illuminerede rum. Og dog: Måske har vi mødt dem før i en drøm eller i et øjebliks fravær, hvor fantasien for en stund tog over og trængte den gennemlyste, rationelle hverdagsvirkelighed i baggrunden. Under alle omstændigheder taler disse væsener til os, fordi de dirrer af nærvær i kraft af den sitrende streg, der har givet dem deres karakteristiske, sorte kontur og krop, den iøjnefaldende materialeopfindsomhed, som gør det til en leg at opleve dem, og den følsomme hånd, som har modelleret dem frem af leret. Nogle af figurerne ligger afsjælede på ryggen af uhyggelige rovdyr på vandring, mens andre kommer kørende i karet, hvis ikke de humper afsted på deres knokler, imens de støtter sig til deres stok. Det er et ‘persongalleri’, der dels abonnerer på en lang række groteske figurer, som vi kender fra nyere kunsthistorie fra belgiske James Ensor, danske Niels Hansen Jacobsen over tyske Max Ernst til legebarnet fra Nørrebro, Herman Stilling. Dels kendes de fra kunsthistorien længere bagud, fra visuelle profeter som britiske William Blake og schweiziske Johan Heinrich Füssli, der begge gav sindets mørke sider en overnaturlig form.

Hamre har dog også en anden og lysere tilgang til sit groteske figurgalleri, idet hun omspinder det med lige dele ømhed og humor, samtidig med at hun lader sig inspirere af populærkulturen fra Disney til Manga. Se blot hendes tegning på skind Jongløren, hvor alt er muligt, som i en tegnefilm: Et rovdyr balancerer på bagbenene på en klippetop og er på nippet til at udsende et drabeligt ulvehyl, sorte katte vandrer ildevarslende rundt i billedets udkant, mens mænd og klovne med store overskæg kigger på os. Alle disse væsener udgør en levende billedramme omkring de to centrale figurer: to artister, der balancerer dygtigt på ryggen af den stærke mand. Vi er i cirkus, og tyngdeloven såvel som centralperspektivet er saboteret til fordel for en ahierarkisk billedopbygning. I tegningen Hierarkisk opbygning er der derimod tale om en symbolsk fremstilling af magten, hvor magthaverne mister stadig mere af deres oprindelige identitet på deres vej op til magtens tinder, og overmagten svæver som en uhyggelig, kropsløs gud over disse magtens nye aspiranter. Man bemærker i øvrigt, at mange af Hamres figurer har synlige skeletter – som var der tale om røntgenbilleder, der afslører, at på bunden er vi ens, for vi bærer alle døden i os. Nogen gange bliver ribbenene hovedsagen og skiller sig ud som en selvstændig form i lerskulpturerne og i papirværkerne.
 
Især én ting springer i øjnene i Hamres nye værker til gruppeudstillingen Blind Karavane, nemlig stokken, der stikker ud af og ind i kroppene på én og samme tid obskønt og humoristisk: Denne proteseagtige forlængelse af kroppen, dette tredje ben, har en lang kulturhistorie, som vi kender helt tilbage til den græske mytologi, fra Ødipus, der skulle løse Sfinksens gåde, og som jo svarede rigtigt, nemlig at det væsen, der endte sit liv på tre ben, var mennesket. Det gamle menneske behøvede jo også dengang, årtusinder før rullatoren, en stok. Men stokken er også et urgammelt fallisk symbol. Den kan endvidere fungere som et redskab til at skabe balance, som når Charlie Chaplin danser. Den kan også indikere tradition som hos René Magritte, når han lader det regne med borgermandens obligatoriske stok og bowlerhat. Den kan symbolisere gøgl og sjov, som i Per Arnoldis tidlige popbilleder, hvor den svæver muntert rundt på billedfladen sammen med bowlerhatte og cirkusbolde. Der er mange associationsmuligheder. Det er der i det hele taget i Christina Hamres frodige billedunivers. Hvad enten hun artikulerer sig på skind eller papir, i tekstiler eller i ler – i to eller tre dimensioner, får fantasien næring og øjnene noget at græsse af.

Lisbeth Bonde
Cand.mag. i dansk og kunsthistorie og kunstskribent ved Weekendavisen