“Den Kjerlighedens Gjerning
at erindre en Afdød er en Gjerning
af den uegennyttigste, den
frieste, den trofaste Kjerlighed.”
Søren Kierkegaard i Kjærlighedens Gjerninger

En dødedans

Christina Hamres værker, hvad enten det drejer sig om papirarbejder eller keramiske skulpturer, er fyldt med groteske væsener, som vandrer direkte ud af hendes frodige og vildtvoksende fantasi. På udstillingen ‘Kolde Kolbøtter’ i Galleri Kant er hun især optaget af døden. Et uhyggeligt persongalleri synes at bevæge sig ud af Dødsriget for at hjembringe de døende fra De levendes Land. Undertiden manifesterer døden sig som en kraftfuld kæmpe, der fanger den, som er syg til døden, ind med sin lange arm, som for enden er forsynet med en uhyggelig klo. Andre gange er døden mere amorf og manifesterer sig som et sort hul, der snart vil omslutte den døde – hvis ikke den er ‘legemliggjort’ som en skeletraslende Knokkelmand.

Der synes at pågå en dramatisk forhandling, undertiden en decideret kamp i Christina Hamres nye værker, om hvem der skal falde, og hvem der skal stå. Nogen gange slæber døden den døde gennem en port, selve symbolet på overgangen mellem de to tilstande. I ‘Herefter mærker han intet mere’ ses fx en figur, der ligger ned. Dens lange arm, hvorpå titlen synes at være tatoveret, danner en slags banner over den tunge port, som den døde vandrer ind ad. Eller er det mon døden selv, der – som en udspaltning af den liggende figur, der nu – formummet i en sort kutte – lister tilbage til Dødsriget med uforrettet sag? Over porten ser vi torsoen af et rødt, transparent skelet, der svæver ubestemmeligt mellem liv og død. Til stede og dog ikke – som et menneske, der befinder sig i et anelsesfelt. En sjæl måske? Vi bliver i tvivl om, hvorvidt vedkommende er her eller hisset, men at vedkommende er på vej mod døden, derom kan der ikke herske tvivl.

Christina Hamres billeder befinder sig i samme følelsesmæssige register som Franz Kafka i hans fantastiske, eksistentielle novelle ‘Foran loven’. Her er en mand kommet ind fra landet og vil gerne have adgang til loven, denne udefinerlige magt. Manden forsøger forgæves at komme igennem den åbne port, men vildledes hele tiden af en stor og mægtig dørvogter, der udsætter ham for små forhør og forhindrer ham i at komme ind. Som årene går, mister manden overblikket og kan kun få øje på nogle ligegyldige detaljer som fx lusene i dørvogterens pels, og inden vi får set os om, er hans liv gået. Da han ligger døende foran porten, hvisker dørvogteren ham i øret: “Her ville ingen anden blive sluppet ind, thi denne port var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.” Denne absurde og sorte novelle indeholder en bitter morale. Læst metaforisk handler den dels om angsten for den strenge far og den undertryggende (samfunds)magt, dels ligger der en latent opfordring til at trodse magten, gribe timen og leve sit liv fuldt og helt, mens tid er.

Uanset hvor groteske og ‘sorte’ Hamres væsener, der kan minde om hin dørvogter og hin mand fra landet, måtte forekomme, taler de til os med et dirrende nærvær, pga. den sitrende og undertiden bloddryppende streg, den ekspressive palet, specielt hvad angår de keramiske skulpturer samt det taktile arbejde med leret. I sine nye værker formår Hamre som få at puste liv i døden, om jeg så må sige, så den møder os på en højst virkelig og fysisk måde. Hendes aparte figurgalleri, som man ikke glemmer så nemt igen, når først man har set det, ‘abonnerer’ lige så meget på et nutidigt tegneseriesprog som på middelalderens kalkmalerier eller den ortodokse kirkes ikonbilleder. Men der er også direkte eller indirekte reference til kunsthistoriens store mestre, som fx belgiske James Ensor, danske Niels Hansen Jacobsen, tyske Max Ernst, men også til ‘legebarnet fra Nørrebro’, Herman Stilling. Desuden er der forbindelseslinjer længere bagud i kunsthistorien, til visuelle profeter som britiske William Blake og schweiziske Johan Heinrich Füssli, der begge gav sindets angstfulde mørke en overnaturlig form. Som akademiuddannet kunstner er Christina Hamre fortrolig med kunsthistoriens mange udtryksformer og skikkelser.

Og så er der især én ting, som springer i øjnene hos Hamre, nemlig stokken, en genkommende ‘figur’, der stikker ud af og ind i kroppen på én og samme tid obskøn og humoristisk. Den er et abjekt – et objekt uden for kroppen – men dog hidrører den fra den som en proteseagtige forlængelse af kroppen, der kan smides væk. Dette tredje ben har en lang kulturhistorie. Første gang den nævnes er i den græske mytologi, i myten om Ødipus, der skulle løse Sfinksens gåde, og som jo svarede rigtigt, nemlig at det væsen, der endte sit liv på tre ben, var mennesket. Det gamle menneske behøvede jo også dengang, årtusinder før rullatoren, en stok. Men stokken er også et urgammelt fallossymbol. Den kan endvidere fungere som et redskab til at skabe balance, som når Charlie Chaplin danser. Den kan også indikere tradition som hos René Magritte, når han lader det regne med borgermandens obligatoriske stok og bowlerhat. Den kan henvise til korporlig afstraffelse som et spanskrør, men den kan også associere gøgl og sjov som i Per Arnoldis tidlige popbilleder, hvor den svæver muntert rundt på billedfladen sammen med bowlerhatte og cirkusbolde. Der er mange associationsmuligheder. Det er der i det hele taget i Christina Hamres frodige billedunivers. Hvad enten hun benytter skind eller papir, tekstiler eller ler, eller om hun udtrykker sig i to eller tre dimensioner, får fantasien næring og blikket noget at græsse af.

Lisbeth Bonde
Lisbeth Bonde er cand.mag. og kulturjournalist ved Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: Kunstnere på tale (2002), Atelier-kunstnerens værksted (2003), SOLO, en monografi om maleren Peter Martensen (2006). Sammen med Mette Sandbye udgav hun bogen Manual til dansk samtidskunst (2006), der introducerer til de nyeste tendenser i samtidskunsten. I 2007 udgav hun antologien Hvorfor kunst?, redigeret sammen med Maria Fabricius Hansen. Hun har desuden leveret en lang række artikler til diverse kunstkataloger.